Afvisning af smykkeerstatning efter indbrud grundet manglende dokumentation for smykkernes ægthed og værdi

Klageren havde en indboforsikring hos Tryg Forsikring A/S og klagede over selskabets erstatningsopgørelse efter et indbrud i hendes hjem i december 2013. Tvisten drejede sig primært om erstatning for stjålne smykker.

Sagens omstændigheder

• Klageren anmeldte et indbrud, hvor der blev stjålet diverse indbo og smykker.
• Tryg Forsikring udbetalte en skønsmæssig erstatning på 125.669,45 kr., men afviste at dække værdien af de stjålne smykker, der var en del af det samlede krav på ca. 400.000 kr.
• Selskabet begrundede afvisningen med, at klageren ikke havde sandsynliggjort smykkernes ægthed og værdi.

Klagerens påstande og argumenter

• Klageren hævdede at have sandsynliggjort besiddelsen af smykkerne ved at fremsende kvitteringer og en erklæring fra en veninde, der havde købt et smykke for hende, samt et foto af smykket.
• Hun anførte, at beviskravet i en sådan situation er 'sandsynliggørelse', da et stærkere bevis ikke er muligt.
• Klageren fremhævede, at hun havde bevist indbruddet og sandsynliggjort, at smykkerne var til stede og blev stjålet under indbruddet.
• Hun anførte, at Tryg ikke havde dokumenteret, at kvitteringerne var falske, eller at smykkehandleren havde forfalsket sin autorisation.
• Klageren mente, at Tryg Forsikring skulle anerkende dækningspligten for smykkerne og taksere værdien.

Selskabets påstande og argumenter

• Selskabet anførte, at klageren havde forhøjet sin forsikringssum flere gange inden for et år, hvilket de fandt usædvanligt.
• Tryg anførte, at de havde foretaget undersøgelser i udlandet, der viste, at smykkeforretningen lå i en flygtningelejr og mere var en marskandiserforretning end en smykkeforretning.
• Selskabet anførte, at indehaveren af forretningen havde bekræftet at have udstedt kvitteringerne, men ikke kunne fremvise tilsvarende smykker eller regnskaber.
• Undersøgelsen viste også, at adressen på kvitteringerne ikke eksisterede på de angivne købsdatoer.
• Selskabet anførte, at klageren ikke havde løftet sin bevisbyrde for størrelsen og rigtigheden af kravet.

Nævnet finder, at det ikke er muligt på det foreliggende grundlag at vurdere, hvem der har ret ud fra de oplysninger, der er i sagen. Det vil kræve en bevisførelse, der ikke kan ske for nævnet. I givet fald må bevisførelsen ske ved domstolene. Det følger af vedtægternes § 4, stk. 1, at nævnet derfor må afvise at afgøre sagen.

Som følge heraf bestemmes:

Nævnet kan ikke afgøre sagen.