Sag om indbrudstyveri og erstatningsopgørelse af stjålne smykker

Klageren havde en landboforsikring i Topdanmark Forsikring A/S og klagede over selskabets erstatningsopgørelse i forbindelse med et indbrudstyveri. Klageren anmeldte, at der den 3. april 2013 var indbrud i hans hjem, hvor der bl.a. blev stjålet smykker. Klageren var uenig i selskabets erstatningsopgørelse for så vidt angår to allianceringe, et korsvedhæng med brillanter samt smykker købt hos et auktionshus.

Selskabet havde opgjort erstatningen for de stjålne smykker til samlet 518.480 kr. Selskabet anførte, at erstatningen var opgjort i overensstemmelse med selskabets genanskaffelsespriser, og at klageren ikke havde dokumenteret, at smykkerne havde en højere værdi end den allerede godkendte erstatning. For så vidt angår smykkerne købt hos et auktionshus, anførte selskabet, at de fremlagte certifikater ikke kunne tillægges værdi, hvorfor værdien af smykkerne var fastsat skønsmæssigt.

Klageren anførte, at alle skadesgenstande var blevet dokumenteret, og at dokumentationen var accepteret af Topdanmark. Klageren var utilfreds med erstatningen for to allianceringe (smykke nr. 15), et korsvedhæng med brillanter og safirer (smykke nr. 18) samt fem smykker købt hos et auktionshus (smykker nr. 8, 9, 12 og 14). Klageren anførte, at selskabet afviste at tage certifikaterne fra auktionshuset som grundlag for erstatningsberegningen, idet Topdanmark afviste auktionshusets faglige kompetence.

Selskabet fastholdt, at de ikke tillagde certifikaterne fra auktionshuset betydning som dokumentation for de stjålne smykkers værdi. Selskabet henviste til, at en guldsmed havde erfaring med, at certifikater udstedt af auktionshuset ikke levede op til kvaliteten af de sten, der blev vurderet. Selskabet anførte desuden, at klageren havde sandsynliggjort, at der var sket en dækningsberettiget skade, men at der ikke var fremvist fyldestgørende dokumentation for det samlede krav.

Nævnet kunne ikke afgøre sagen vedrørende smykkerne 8, 9 og 12, da det krævede yderligere bevisførelse, som ikke kunne foretages for nævnet, men i givet fald måtte foregå ved domstolene. For de øvrige klagepunkter fik klageren ikke medhold, da nævnet ikke fandt grundlag for at kritisere selskabets erstatningsopgørelse for smykke 15, 18 og 14.