Command Palette

Search for a command to run...

Ansvarsfordeling ved færdselsuheld i Frankrig: Tvist om selvrisiko

Dato

22. oktober 2014

Principiel sag

Nej

Forsikringstype

Auto

Afgørelse

Selskab medhold

Firma navn

Concordia Forsikring

Dokument

Klageren har en bilforsikring i Concordia Forsikring as og klager over ansvarsfordelingen for et færdselsuheld i Frankrig. Selskabet har ligedelt ansvaret og opkrævet selvrisiko.

Sagens omstændigheder

Den 24. juli 2012 blev klagerens bil påkørt ved et betalingsanlæg på en motorvej i Frankrig. Klageren beskrev, at han holdt i kø, da to baner blev lukket, og bilerne begyndte at skifte bane. Klageren tjekkede, at bilen til venstre holdt stille, hvorefter han fortsatte frem og skråt over i den anden bane. Da han var ud for modpartens bil, satte denne i gang og ramte klagerens bil.

Klageren mener, at modparten kørte ind i siden på hans bil, hvilket fremgår af fremlagte fotografier. Han henviser til en tegning udarbejdet af modparten på skadesanmeldelsen, som viser, at modpartens bil ramte klagerens bil med fronten ind i siden. Klageren mener, det er fysisk umuligt, at han skulle kunne ramme modparten, da skaden er på venstre side fra baghjulet og bagud.

Klageren ønsker, at selskabet trækker sin afgørelse tilbage, så han ikke skal betale selvrisikoen.

Selskabets argumentation

Selskabet modtog en regresskrivelse fra deres repræsentant i Frankrig. De afviste først erstatningspligten, da klageren havde oplyst, at modparten holdt stille, da klageren begyndte at skifte vognbane. Selskabet rykkede for en anerkendelse af erstatningsansvaret fra den franske part, men sagen blev afgjort iht. den franske Indemnification Act (Badinter), hvilket betyder, at der ikke kunne føres tilstrækkeligt bevis for, hvem der havde ansvaret, hvorfor hver part betaler den anden parts skade.

Selskabet rettede henvendelse til en taksator, som oplyste, at der kunne konstateres langsgående buler, hvilket beviser, at et eller begge køretøjer har bevæget sig ved kollision. Derfor fastholder selskabet en ligedeling af erstatningsansvaret pga. modstridende forklaringer.

Forsikringsbetingelser

Forsikringstageren betaler den første del af enhver skade (selvrisiko). Selskabet lægger selvrisikobeløbet ud og opkræver det hos forsikringstageren, i det omfang kravet ikke kan gennemføres over for en skadevolder.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at ansvaret for færdselsuheldet alene kunne tilskrives modpartens kørselsfejl. Selskabet havde uden held forsøgt at få modpartens forsikringsselskab til at påtage sig det fulde ansvar, men pga. modstridende forklaringer var dette ikke muligt. Selskabet anerkendte herefter, at dets erstatningspligt skulle fastsættes på baggrund af en ligedeling af ansvaret.

Nævnet bemærkede, at selskabet ikke havde pligt til at føre retssag på klagerens vegne for at få det fulde erstatningsansvar pålagt modparten.

Nævnet kunne herefter ikke kritisere, at selskabet havde opkrævet selvrisiko i anledning af den anmeldte skade.

Som følge heraf fik klageren ikke medhold.

Lignende afgørelser