Afvisning af dækning for afbestillingsforsikring grundet eksisterende sygdom ved rejsens bestilling
Dato
10. september 2014
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Rejse
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
Europæiske
Dokument
Klageren havde en årsafbestillingsforsikring i Europæiske Rejseforsikring A/S og klagede over selskabets afvisning af at dække et indbetalt depositum i forbindelse med afbestilling af en rejse til Gran Canaria.
Sagens omstændigheder
Klageren, født i 1928, bestilte den 11. marts 2013 en rejse til Gran Canaria med afrejse den 31. januar 2014 og indbetalte et depositum på 2.700 kr. Ved skadeanmeldelse af 15. november 2013 oplyste klageren, at rejsen måtte aflyses på grund af sygdom. En lægeerklæring af 8. november 2013 var vedlagt, samt et brev fra klageren, hvoraf det fremgik, at klageren var blevet syg under en tidligere rejse til Gran Canaria og havde håbet på bedring, men lægen vurderede, at hans helbred ikke var blevet bedre.
Selskabet afviste dækning den 26. november 2013 med henvisning til, at der ikke måtte være sygdomssymptomer, før rejsen blev bestilt/forsikringen trådte i kraft. Efter en telefonsamtale med klageren fremsendte selskabet et brev af 2. januar 2014, hvori de bad om uddybende oplysninger om sygdomsforløbet fra klagerens læge for at kunne revurdere sagen.
Klageren anførte i et klageskema af 10. januar 2014, at han blev ramt af sygdom den 7. november 2013, og at lægen mente, at det ikke var forsvarligt at foretage rejsen. Han fastholdt, at der måtte foreligge dækning for det indbetalte depositum.
Selskabet oplyste den 31. januar 2014, at de havde indhentet journal fra klagerens læge og hospitalsjournal til brug for en revurdering af sagen. Den 13. maj 2014 oplyste selskabet, at afslaget på forsikringsdækning blev fastholdt den 26. februar 2014 på baggrund af de modtagne lægelige oplysninger.
Klageren fastholdt den 26. maj 2014, at hans sygdom ikke var til stede ved køb af rejsen eller forsikringen, men at han var bange for at blive ramt af eventuelle kommende komplikationer.
En lægeerklæring af 25. juni 2014 fra klagerens læge angav, at sygdommen, der begrundede afbestillingen, var ”Karcinoidt Syndrom”, og at patienten blev bakket op i, at han ud fra en lægelig vurdering var for skrøbelig til at gennemføre den planlagte rejse.
Selskabet gjorde den 3. juli 2014 gældende, at klageren var i et udredningsforløb, da rejsen blev bestilt den 11. marts 2013, idet et journalnotat fra den 21. februar 2013 viste, at der var fundet en uafklaret proces i abdomen, og at årsagen til afbestillingen således var til stede ved bestilling af rejsen. Selskabet fastholdt derfor sin afgørelse.
Nævnet blev forelagt klagerens brev af 7. juli 2014 og en kopi af klagerens lægelige oplysninger.
Af journalen fra klagerens egen læge fremgik det bl.a., at klageren den 21. december 2012 havde en urinvejsinfektion, og at han havde en tid hos urologerne den 25. januar, hvor han egentlig skulle være på Gran Canaria. Den 11. april 2013 havde klageren det elendigt og kunne dårligt gå, og han var henvist til medicinsk endokrinologisk afdeling på grund af fund af en tumor i tarmkrøs. Han var tidligere opereret for adenocarcinom i tarmen.
Af klagerens hospitalsjournal fremgik det bl.a., at en røntgenkonference den 21. februar 2013 viste en lille ikke-obstruerende sten i højre nyre, flere store divertikler i blæren, let pleural effusion og en ca. 3 1/2 cm stor proces midt i krøset, der muligvis kunne være en lymfeknude. Den 8. marts 2013 var lymfeknuden vokset til 3-4 cm, og en planlagt CT-skanning den 11. marts blev aflyst, hvorefter klageren blev henvist til mave-tarmkirurgisk afdeling.
Det fremgår af forsikringsbetingelserne, at forsikringen dækker, når forsikrede ikke kan påbegynde rejsen eller gennemføre formålet med rejsen på grund af død eller alvorlig akut sygdom/tilskadekomst hos forsikrede, dennes familie eller rejseledsagere. Forsikringen dækker dog ikke, såfremt sygdommen eller tilskadekomsten, der er årsag til afbestillingen, var til stede ved bestilling af rejsen.
Nævnet finder på baggrund af sagens lægelige oplysninger, at klageren var under udredning for lidelsen ”Karcinoidt syndrom”, da han bestilte rejsen til Gran Canaria, og at det var samme sygdom, der var årsag til, at han i november 2013 afbestilte rejsen. Nævnet finder derfor, at afbestillingen af rejsen ikke var begrundet i en akut opstået sygdom, hvorfor nævnet ikke kan kritisere, at selskabet har afvist at yde forsikringsdækning.
Som følge heraf bestemmes:
Klageren får ikke medhold.
Lignende afgørelser