Afgørelse om forældelse af krav på ulykkesforsikring efter arbejdsulykke

Sagen drejer sig om en forsikringstagers klage over, at Tryg Forsikring A/S har afvist at yde dækning for en arbejdsulykke, der skete den 17. december 2007. Selskabet begrundede afvisningen med, at kravet var forældet.

Sagens omstændigheder

• Klageren oplyste, at han i december 2007 var ude for en arbejdsulykke, hvor en defekt elevator forårsagede et hårdt stød, hvilket resulterede i smerter i hoved, kæbe, nakke og ryg.
• Ulykken blev anerkendt som arbejdsskade i januar 2008, og klageren modtog behandlinger betalt af Kommunernes Arbejdsskadeforsikring og PFA Sygeforsikring.
• I februar 2008 kontaktede klageren Tryg Tjenestemænd (hvor han havde sin ulykkesforsikring) og informerede om ulykken og behandlingsudgifter, men fik at vide, at disse udgifter blev dækket af Arbejdsskadestyrelsen.
• Arbejdsskadesagen blev afsluttet i februar 2009 med en méngrad på 5% og en erstatning på 29.282 kr.
• I september 2013 blev klageren af en forsikringsrådgiver gjort opmærksom på, at han burde have været informeret om muligheden for dækning fra ulykkesforsikringen hos Tryg i forbindelse med arbejdsulykken. Ved efterfølgende kontakt med Tryg fik klageren at vide, at kravet var forældet, og at ulykken skulle have været anmeldt skriftligt.

Parternes argumenter

• Klageren anførte, at han på grund af mangelfuld rådgivning var gået glip af erstatning fra Tryg.
• Tryg Forsikring A/S anførte, at klagerens krav var forældet, da første henvendelse fandt sted den 24. september 2013, mere end tre år efter skadedatoen (17. december 2007) og efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse (25. februar 2009), hvor klageren burde have været klar over muligheden for et krav mod ulykkesforsikringen. Selskabet henviste til Forsikringsaftalelovens § 22 vedrørende bevisbyrden for en tidligere henvendelse og til Forsikringsaftalelovens § 29 om forældelse.

Nævnet fandt, at klagerens krav var forældet på anmeldelsestidspunktet den 24. september 2013, jf. den nuværende og tidligere bestemmelse i forsikringsaftalelovens § 29. Nævnet kunne derfor ikke kritisere selskabets afgørelse, og klageren fik ikke medhold.