Sag om standsning af invalidepension og præmiefritagelse ved Menières sygdom

Klageren havde en individuel pensionsordning med dækning ved tab af erhvervsevne hos Nordea Pension. Tvisten omhandlede selskabets standsning af invalideudbetalinger og præmiefritagelse fra 1. november 2013.

Sagens omstændigheder

• Klageren, født i 1969, havde arbejdet som advokatsekretær fra 1999 til 2011, efter at have fået diagnosen Menières sygdom i 2007.
• Selskabet havde udbetalt invalideydelser og ydet præmiefritagelse fra karensperiodens udløb frem til 1. november 2013, hvorefter de vurderede, at klageren ikke havde dokumenteret et dækningsberettigende generelt erhvervsevnetab på mindst 50 %.
• Ifølge forsikringsbetingelserne gav forsikringen ret til invalideydelse og præmiefritagelse, hvis den forsikredes erhvervsevne var nedsat til 1/2 eller derunder af den fulde erhvervsevne.
• Klageren anførte i en ansøgning fra 2012, at hun kun var i stand til at udføre lettere kontorarbejde 11 timer om ugen.
• En lægeattest fra 2012 forventede, at klageren delvist ville genvinde sin erhvervsevne med en arbejdstid på 20 timer ugentligt.
• Selskabet foranledigede en speciallægeerklæring fra en øre-næse-halslæge, der konkluderede, at klagerens symptomer var i overensstemmelse med Menières sygdom, men at de akutte svimmelhedstilfælde var ophørt, og at hun nu led af kroniske symptomer som træthed, koncentrationsbesvær, ubalance, lydoverfølsomhed og høretab.
• Klageren gennemgik et virksomhedsforløb hos sin tidligere arbejdsgiver i 2012, hvor arbejdstiden var aftalt til mandag, tirsdag og torsdag fra 09:00 - 13:30.
• En neurologisk speciallægeerklæring fra 2013 konkluderede, at klageren havde restsymptomer efter mange år med Menières sygdom, men at hendes erhvervsevne i et mindre intensivt kontorjob var op til 20 timer om ugen. Lægen vurderede, at tilstanden var stabil og havde været stationær siden 2011.

Parternes argumenter

• Selskabet anførte, at klagerens generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen, og at hun derfor ikke længere var berettiget til præmiefritagelse og udbetaling af invalidepension.
• Klageren krævede genoptagelse af udbetaling af invalideydelser og præmiefritagelse, da hun mente, at hun kunne arbejde 10-15 timer om ugen afhængigt af forholdene på arbejdspladsen.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at hendes erhvervsevne med de rette skånehensyn var nedsat med halvdelen eller mere. Derfor kunne nævnet ikke kritisere, at selskabet efter en omstillingsperiode havde stoppet udbetalingen og præmiefritagelsen. Klageren fik derfor ikke medhold.