Hjemvisning af sag om boligstøtte efter salg af ejerbolig til søn

En folkepensionist solgte i oktober 2006 sin gældfri ejerbolig til sin søn og blev boende som lejer. Salget skyldtes, at ansøgeren led af Parkinsons sygdom og ikke længere kunne varetage vedligeholdelsen af huset. Sønnen, der ejede naboejendommen, købte huset for at udvide parkeringspladsen til sin autovirksomhed.

Den årlige husleje blev fastsat til 63.600 kr. uden varme. Før salget havde ansøgeren et månedligt rådighedsbeløb på 2.943 kr., hvilket faldt til 146 kr. efter salget, når en fiktiv boligydelse var fratrukket.

Kommunen afslog ansøgningen om boligstøtte med henvisning til Boligstøtteloven § 15. Kommunen lagde vægt på den nære tilknytning mellem udlejer og lejer samt ansøgerens økonomiske mulighed for at fortsætte som ejer. Ansøgeren klagede og afviste, at salget var motiveret af boligstøtte.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet vurderede, at huslejen var "særlig høj" for en ældre bolig uden nyere moderniseringer, og at det lave rådighedsbeløb efter en fiktiv boligydelse sandsynliggjorde, at lejeaftalen var tilrettelagt med særligt henblik på opnåelse af boligstøtte. Nævnet henviste til Principafgørelse M-1-04.

Ankestyrelsen fandt, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til at træffe en afgørelse, og hjemviste derfor sagen til Kommunen for ny behandling.

Ankestyrelsen lagde vægt på følgende mangler i kommunens og nævnets afgørelser:

• Kommunen havde ikke taget stilling til, om lejen forekom "særlig høj", hvilket er en betingelse for at anvende Boligstøtteloven § 15, 2. pkt.
• Det forhold, at ansøgeren kunne være blevet boende som ejer, var ikke i sig selv tilstrækkeligt til at sandsynliggøre, at lejeaftalen var tilrettelagt med henblik på opnåelse af boligstøtte.
• Hverken Kommunen eller Det sociale nævn havde vurderet muligheden for at yde delvis boligstøtte, hvilket er en pligt ifølge Ombudsmandens udtalelse i FOB 1994. 323.
• Nævnets begrundelse for, at lejen var "særlig høj" (husets alder og manglende moderniseringer), blev fundet utilstrækkelig.
• Den økonomiske begrundelse for, at lejeaftalen skulle være tilrettelagt med henblik på boligstøtte, var utilstrækkelig, da nævnet ikke havde forklaret sammenhængen mellem ændringen i rådighedsbeløb og formålet med aftalen. Nævnet havde heller ikke forholdt sig til ansøgerens rente- og formueforhold efter salget.

Kommunen skal nu indhente yderligere oplysninger om lejen, herunder hvordan den er fastsat, og hvad lejen i tilsvarende lejeboliger i området ville være. Herefter skal kommunen foretage en samlet vurdering af ansøgerens økonomiske og personlige forhold og tage stilling til, om der kan ydes fuld eller delvis boligstøtte.