Forældelse af krav på efterbetaling af boligydelse; manglende rumdispensation

En kvinde anmodede i juni 2002 sin kommune om efterbetaling af boligydelse. Hun havde siden februar 1988 haft ret til en højere boligydelse, den såkaldte "rumdispensation", da hun som efterlevende ægtefælle var blevet tilkendt social pension med virkning fra februar 1988 efter sin mands død i december 1987.

Hverken kommunen eller kvinden havde tidligere været opmærksom på hendes ret til den højere ydelse. Kommunen afgjorde i juli 2002, at hun kun havde ret til efterbetaling 5 år tilbage fra hendes henvendelse, med henvisning til 1908-loven om forældelse af visse fordringer.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse og lagde vægt på, at uvidenhed om retsregler ikke suspenderer forældelsesfristen efter 1908-loven § 3. Kvinden påklagede afgørelsen til Ankestyrelsen, idet hun mente, at kommunens sagsbehandlere burde have kendt reglerne i boligstøtteloven og informeret hende.

Ankestyrelsen var enig med kommunen og det sociale nævn i, at kvinden ikke havde ret til efterbetaling af boligydelse mere end 5 år tilbage fra hendes anmodning i juni 2002.

Begrundelse for afgørelsen

• Krav på efterbetaling af boligydelse er en fordring, der er omfattet af den 5-årige forældelsesfrist i 1908-loven om forældelse af visse fordringer Forældelsesloven § 1, nr. 2. Dette skyldes, at boligydelse har samme formål og karakter som livrente, pension og lignende månedlige ydelser.
• Forældelsesfristen blev afbrudt ved kommunens erkendelse af gælden i afgørelsen af 31. juli 2002, jf. Forældelsesloven § 2.
• Der var ikke grundlag for suspension af forældelsesfristen efter Forældelsesloven § 3. Kvinden havde kendt de faktiske omstændigheder, der medførte hendes ret til "rumdispensation", siden hun i 1989 fik meddelelse om tilkendelse af social pension. Manglende viden om de relevante retsregler i boligstøttelovgivningen kunne ikke begrunde suspension.
• Forældelsesfristen var suspenderet i den periode, hvor kommunen behandlede sagen, i overensstemmelse med gældende praksis (SM P-10-03).

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.