Dom om ansættelsesforhold og arbejdstidsdirektiv i forbindelse med pasning af søn i hjemmet

Sagens Baggrund

Sagen omhandler en appellant, der søgte godtgørelse fra en kommune for perioden april 2016 til juni 2017. I denne periode passede appellanten sin søn, der er atypisk autist og lider af OCD, i hjemmet.

Sønnen havde tidligere boet på forskellige botilbud (Botilbud 1 og Botilbud 2), men ønskede ikke at vende tilbage til Botilbud 1 efter en ferie i foråret 2016. Forældrene, herunder appellanten, tog sønnen hjem, da de frygtede for hans velbefindende, hvis han blev tvunget til et uegnet botilbud som Botilbud 2, der blev beskrevet som et sted for misbrugere og kriminelle, og som ikke kunne tilbyde den nødvendige autismespecifikke støtte. Forældrene vurderede, at betingelserne i Serviceloven § 129 for tvangsflytning ikke var opfyldt.

Kommunens Rolle og Aftalen

Kommunen bevilligede støtte til sønnen i hjemmet i medfør af Serviceloven § 85. En aftale blev indgået den 21. april 2016 mellem appellanten og kommunen, hvor appellanten skulle udføre støtte til sønnen 30 timer om ugen. Aftalen blev forlænget flere gange og var gældende indtil 30. juni 2017. Kommunen udbetalte honoraret til appellanten som sædvanlig A-indkomst. Kommunen oplyste, at bevillingen sædvanligvis ville blive udmøntet i socialpædagogisk støtte fra kommunens egne medarbejdere.

Appellants Oplevelse og Påstand

Appellanten forklarede, at han var under stort pres og følte sig desperat under forløbet, da han døgnet rundt skulle varetage sønnens omfattende pleje- og omsorgsbehov, herunder håndtering af sønnens OCD-ritualer, som ofte varede til langt ud på natten. Han oplevede, at kommunen ikke forstod omfanget af situationen og ikke tilbød tilstrækkelig hjælp.

Appellanten påstod, at kommunen skulle betale ham en godtgørelse på 50.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg, idet han mente, at han var ansat i et tjenesteforhold og omfattet af arbejdstidsdirektivet. Appellanten havde fri proces i sagen.

Kommunens Påstand

Kommunen påstod byrettens dom stadfæstet, hvilket indebar, at appellanten ikke skulle have godtgørelse.

Landsrettens Begrundelse for Afgørelsen

Sagen drejede sig primært om, hvorvidt appellanten i den pågældende periode var ansat af kommunen og dermed omfattet af begrebet lønmodtager i Arbejdstidsdirektivgennemførelsesloven § 2, stk. 1. Sekundært skulle det vurderes, om appellanten var berettiget til godtgørelse efter Arbejdstidsdirektivgennemførelsesloven § 8, stk. 1, jf. Arbejdstidsdirektivgennemførelsesloven § 4.

Lønmodtagerbegrebet

Landsretten lagde til grund, at appellanten var forpligtet til at udøve støtte til sin søn 30 timer om ugen mod vederlag inden for rammerne af bevillingen efter Serviceloven § 85. Arbejdet blev udført for kommunens regning og risiko.

Med henvisning til EU-Domstolens udtalelser i sag nr. C-428/09 og C-519/09 om, at arbejdstagerbegrebet i EU-retten skal defineres på grundlag af objektive kriterier, fandt landsretten, at appellanten var ansat i et tjenesteforhold og dermed omfattet af lønmodtagerbegrebet.

Det ændrede ikke vurderingen, at appellanten selv tilrettelagde sin arbejdstid, eller at kommunen undlod at stille konkrete krav til arbejdets udførelse eller føre tilsyn.

Krav på Godtgørelse

Landsretten bemærkede, at aftalegrundlaget klart beskrev, at appellanten kun var ansat 30 timer om ugen.

Selvom appellanten påtog sig omfattende pleje- og omsorgsopgaver ud over de aftalte 30 timer, fandt landsretten ikke grundlag for at anse disse yderligere opgaver som "arbejde i ansættelsesforholdet". Disse yderligere opgaver blev anset som en konsekvens af, at appellanten og sønnens mor accepterede, at sønnen boede i deres hjem, indtil et egnet botilbud var fundet.

Da appellanten gennemsnitlige arbejdstid i tjenesteforholdet herefter ikke oversteg de 48 timer om ugen, som anført i Arbejdstidsdirektivgennemførelsesloven § 4, havde han ikke krav på godtgørelse efter Arbejdstidsdirektivgennemførelsesloven § 8, stk. 1.

Domskonklusion

Byrettens dom blev stadfæstet.

Statskassen skulle betale 25.000 kr. i sagsomkostninger til kommunen for landsretten, forrentet efter Renteloven § 8 a.