Sag om ophør af udbetaling af invalidepension efter prostatakræft

Sagen drejer sig om en forsikringstager, født i 1951, der var omfattet af en forsikring med dækning for tab af erhvervsevne. Klageren anmeldte i 2010, at han var blevet sygemeldt og efterfølgende opsagt fra sit arbejde som bygningskonstruktør på grund af prostatakræft.

Selskabet bevilgede klageren præmiefritagelse og midlertidige ydelser fra 1/7 2010 til 1/3 2013, hvorefter selskabet vurderede klagerens generelle erhvervsevne. Selskabet stoppede udbetalingerne med henvisning til, at klagerens generelle erhvervsevne ikke var nedsat i dækningsberettigende grad.

Klageren har været i virksomhedspraktik, hvor han gradvist øgede sin arbejdstid, men måtte reducere den igen på grund af udmattelse. En arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring konkluderede, at klageren var mærket af et belastningssyndrom, der medførte udpræget udmattelse ved aktivitet.

Parternes argumenter

• Klageren anførte, at han opfyldte betingelserne for fortsat udbetaling fra forsikringen, da hans erhvervsevne var nedsat med mere end halvdelen. Han henviste til, at han kun kunne arbejde 12-15 timer om ugen, og at han var indstillet til revalidering med en arbejdsuge på 12-15 timer.
• Selskabet anførte, at klagerens generelle erhvervsevne ikke var nedsat med minimum 50 %. Selskabet vurderede, at klageren burde være i stand til at arbejde minimum 15 timer ugentligt i et mindre stressende og mere rutinepræget arbejde. Selskabet henviste til, at klageren havde bevisbyrden for, at erhvervsevnen var nedsat med 50 % i ethvert erhverv.

Ankenævnet bestemte, at Skandia Danmark skulle anerkende, at klagerens erhvervsevne også efter den 1/3 2013 var nedsat med halvdelen. Selskabet skulle derfor bevilge klageren præmiefritagelse og genoptage udbetalingen af ydelser fra den 1/3 2013 med tillæg af renter efter Forsikringsaftaleloven § 24.

Begrundelse for afgørelsen:

• Nævnet lagde vægt på de lægelige og kommunale oplysninger, der viste, at klagerens generelle erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen efter den 1/3 2013.
• Klagerens fysiske og kognitive gener indebar, at han ikke kunne arbejde mere end ca. 3½ time om dagen inklusiv pauser.
• Arbejdsprøvningen inden for klagerens erhverv viste ikke tegn på arbejdsrelateret stress, hvilket gjorde det usandsynligt, at klageren ville kunne øge sin arbejdsindsats og indtjening ved at påtage sig andre, mindre kvalificerede job.
• Klageren, der var født i 1951, kunne ikke forventes at opnå væsentlig bedring af sit funktionsniveau.