Afslag på udbetaling af invalidesum ved førtidspension pga. helbredsklausul
Dato
20. januar 2014
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Arbejdsmarkedsp
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
PenSam Pension
Dokument
Sagen drejer sig om en forsikret, der har en arbejdsmarkedspensionsordning i PenSam Liv forsikringsaktieselskab, og som klager over, at selskabet har afvist at udbetale invalidesum ved førtidspension.
Sagens omstændigheder
Klageren blev den 1/2 2006 omfattet af arbejdsmarkedspensionsordningen i PMF Pension som led i en fleksjobansættelse i kommunalt regi. Fra 1/4 2006 blev arbejdsgivers pensionsbidrag forhøjet, hvorefter hun blev omfattet af vilkårene i Basis- og Valg i PMF Pension, som indeholdt begrænsninger i dækningen af den helbredsmæssige risiko for erhvervsevnenedsættelse og førtidspension.
Klageren blev tilkendt førtidspension pr. 1/4 2013 og ansøgte i den forbindelse selskabet om udbetaling af invalidesum. Selskabet afviste udbetaling med henvisning til forsikringsbetingelsernes "helbredsklausul", som angiver, at der ikke kan opnås dækning ved førtidspension, hvis optagelsen i arbejdsmarkedspensionsordningen ikke er sket i tilknytning til en ordinær ansættelse.
Parternes argumenter
Klageren krævede, at selskabet blev pålagt at udbetale invalidesum, og henviste til sagens bilag.
Selskabet fastholdt sin afgørelse og anførte, at pensionsordningen er obligatorisk for alle, som opfylder overenskomstens bestemmelser om ret og pligt til at blive omfattet af pensionsordningen i tilknytning til ansættelsen. Selskabet henviste til den generelle begrænsning i helbredsbetingelser og helbredsklausul, som betyder, at hvis optagelsen i arbejdsmarkedspensionsordningen ikke er i tilknytning til en ordinær ansættelse, og medarbejderen ikke er rask, opnås der ikke ret til ydelser ved invaliditet/førtidspension, hvis medarbejderen senere førtidspensioneres af årsager, som har sammenhæng med helbredsforholdene ved optagelsen. Selskabet anførte, at klagerens erhvervsevnenedsættelse og tilkendelse af førtidspension i vidt omfang er begrundet i og har sammenhæng med de forudbestående lidelser.
Nævnet fandt, at klagerens tilkendelse af førtidspension hovedsageligt skyldtes hendes psykiske lidelser, som var til stede allerede ved ansættelsen i fleksjobbet og ved forhøjelsen af arbejdsgiverens indbetalinger pr. 1/4 2006.
Nævnet lagde særlig vægt på de lægelige og kommunale oplysninger om klagerens PTSD og generaliserede angstproblematik frem til tilkendelsen af fleksjobbet, sammenholdt med kommunens indstilling til førtidspension. Derfor kunne nævnet ikke kritisere selskabets afgørelse, som blev fundet at være i overensstemmelse med regulativets bestemmelser om helbredsbetingede begrænsninger for udbetaling ved førtidspension.
Som følge heraf fik klageren ikke medhold.
Lignende afgørelser