PFA Pension: Afslag på udbetaling af invalidepension til tandlæge grundet manglende dokumentation for erhvervsevnetab

Sagen drejer sig om en tandlæge, der er omfattet af en forsikring med dækning ved tab af erhvervsevnen i PFA Pension. Hun klager over, at selskabet har afvist at yde forsikringsdækning for et anmeldt tab af erhvervsevnen som tandlæge.

Sagens omstændigheder

Klageren, født i 1954, har arbejdet som tandlæge i mange år, senest i en større praksis efter at have solgt sin egen klinik, som hun drev sammen med sin ægtefælle. På sin nye arbejdsplads oplevede hun tiltagende søvnløshed og frygt for at begå fejl, hvilket kulminerede i et black-out i januar 2012. Hun kom i psykologbehandling og blev ordineret antidepressiv medicin, men hendes tilstand bedredes ikke tilstrækkeligt, og hun opsagde sin stilling pr. 31. august 2012.

På foranledning af selskabet blev klageren undersøgt af en speciallæge i psykiatri, som konkluderede, at arbejdet som tandlæge ikke var foreneligt med hendes skånehensyn. Speciallægen diagnosticerede hende med en depressiv enkeltepisode af moderat grad og en uspecificeret belastningsreaktion.

Parternes argumenter

Klageren gør gældende, at hun er ude af stand til at arbejde som tandlæge på grund af sine psykiske problemer, og at hun derfor er berettiget til udbetaling fra sin erhvervsudygtighedsforsikring.

Selskabet har afvist at yde forsikringsdækning med henvisning til, at det ikke er bevist, at klagerens fagspecifikke erhvervsevne som tandlæge er nedsat i dækningsberettigende grad. Selskabet har bl.a. lagt vægt på, at klageren ikke har været sygemeldt, og at hendes tilstand er bedret efter arbejdsophøret.

Nævnets flertal fandt, at det ikke var godtgjort, at klageren ikke kunne tjene mere end halvdelen af, hvad der er normalt for raske heltidsbeskæftigede tandlæger i samme aldersgruppe. Nævnet lagde vægt på, at klageren selv valgte at ophøre med at arbejde som tandlæge relativt kort tid efter sit black-out, og at hun ikke havde været igennem nogen form for arbejdsprøvning. Derfor kunne nævnet ikke kritisere, at selskabet havde afvist at yde forsikringsdækning.

Nævnets mindretal fandt, at klagerens angst- og præstationsproblemer optrådte som en arbejdshindrende lidelse i hendes erhverv som tandlæge, hvilket kunne være erstatningsberettigende. Mindretallet fandt, at det var godtgjort, at klagerens erhvervsevne som tandlæge pr. 31/8 2012 var nedsat med mindst halvdelen, og at selskabet derfor skulle yde forsikringsdækning fra denne dato.

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og klageren fik ikke medhold.