Afgørelse om afbestillingsforsikring efter astmaforværring i Thailand
Dato
8. august 2012
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Rejse
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
Tryg Forsikring
Dokument
Sagen drejer sig om Tryg Forsikring A/S' afslag på dækning for en afbestilt rejse. Forsikringstageren havde en årsrejseforsikring hos Tryg.
Sagens omstændigheder
Klageren blev syg med astma under en rejse til Thailand den 26/9 2011. Samme dag afbestilte hun en planlagt ny rejse til Thailand med afrejsedato den 15/12 2011.
Tryg Forsikring afviste dækning, da de mente, at klageren ikke havde bevist, at hun ville være akut syg på afrejsetidspunktet.
Klageren klagede til selskabet og anførte, at hun ikke forstod, hvorfor en læge, der ikke kendte hende, kunne foreslå, at hun skulle rejse til Thailand igen, hvor hun havde været syg det meste af sin ferie i september. Hun havde haft astma og bronkitis siden 1990 og var bange for at sætte sit helbred på spil, da varmen og luftfugtigheden i Thailand havde været meget stor.
Selskabet fastholdt sin afgørelse og anførte, at klageren afbestilte rejsen, fordi hendes astma var blevet forværret under rejsen i september 2011. Klageren søgte ikke læge i forbindelse med forværringen af astmaen under rejsen i september 2011.
Selskabet henviste til forsikringsbetingelserne for afbestilling, hvoraf det fremgår, at forsikringen dækker, hvis forsikrede ikke kan rejse på grund af akut sygdom, og at Trygs læge vurderer, at det er uforsvarligt at rejse, fordi det kan forværre forsikredes akutte sygdom væsentligt eller i øvrigt skade helbredet alvorligt. Selskabet anførte, at der ikke forelå dokumentation for, at klageren ville blive akut syg på afrejsetidspunktet, og at deres læge ikke havde vurderet, at det ville have været uforsvarligt at rejse.
Klagerens læge anførte i et brev til Tryg, at klageren havde været stabil angående sin astma i flere måneder før afrejsen til Thailand d. 6/9-11. Under ferien fik hun det dårligt lungemæssigt med hoste og åndenød formentlig på grund af det fugtige klima. Efter hjemkomsten d. 21/9-11 havde patienten fortsat hoste. Lægen anførte, at det fortsat ikke kunne tilrådes, at patienten tog på ferie i Thailand, hvor det fugtige klima ville kunne forværre astmaen.
Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at rejsen kunne medføre en akut forværring af hendes astma i en sådan grad, at det ville være uforsvarligt at rejse. På denne baggrund kunne nævnet ikke kritisere selskabets afgørelse.
Afgørelse
Klageren fik ikke medhold.
Lignende afgørelser