Højesteret ophæver afvisning af prøvelse af udvisning efter indrejse i strid med indrejseforbud

Sagen omhandler en udlændings gentagne anmodninger om prøvelse af udvisningsbestemmelser efter gentagen ulovlig indrejse i Danmark.

Sagens Baggrund

D, født maj 1965, er gentagne gange blevet udvist af Danmark. Han blev i 2015 idømt fængsel for narkotikakriminalitet efter Straffeloven § 191 og udvist med indrejseforbud i 6 år. I 2016 blev han igen idømt fængsel for narkotikakriminalitet og overtrædelse af indrejseforbuddet (Udlændingeloven § 59 b) og på ny udvist i 6 år. Denne udvisning blev prøvet og opretholdt af Københavns Byret og Østre Landsret i 2018, hvorefter D blev udsendt til Tyrkiet.

I november 2020 blev D igen anholdt i Danmark og i december 2020 dømt for overtrædelse af indrejseforbuddet (Udlændingeloven § 59 b, stk. 2) og på ny udvist med indrejseforbud i 6 år.

Anmodning om Prøvelse

Under afsoning af dommen fra 2020 anmodede D om prøvelse af udvisningsbestemmelsen i medfør af Udlændingeloven § 50. Han påberåbte sig væsentlige ændringer i sine personlige forhold, jf. Udlændingeloven § 26, herunder forværring af eget helbred og ægtefællens psykiske tilstand. Hans ægtefælle, en dansk statsborger, lider af flere psykiske diagnoser og kan ikke klare sig uden ham eller rejse til Tyrkiet. Det fremgik dog, at parret ikke havde delt bopæl siden 2003, selvom de var gift.

Anklagemyndighedens og Udlændingestyrelsens Påstande

Anklagemyndigheden påstod anmodningen afvist, subsidiært udvisningen opretholdt. Udlændingestyrelsen vurderede, at der ikke var fremkommet væsentlige nye oplysninger, som ikke allerede var kendt af retten i forbindelse med tidligere afgørelser, og anbefalede afvisning af prøvelsen i medfør af Udlændingeloven § 50, stk. 2.

Byrettens og Landsrettens Afgørelser

Københavns Byret tog ikke D's anmodning om ophævelse af udvisningen til følge. Retten fandt ikke, at der var sket væsentlige ændringer i D's forhold siden dommen af 7. december 2020, jf. Udlændingeloven § 50, stk. 1 og Udlændingeloven § 26. Byretten lagde vægt på D's kriminalitet og gentagne udvisninger.

D kærede byrettens kendelse til Østre Landsret. Landsretten afviste D's anmodning om prøvelse af udvisningen med stemmeflertal. Flertallet mente, at Udlændingeloven § 50, stk. 1 forudsætter, at der kun sker én prøvelse, og at der ikke var grundlag for en ny prøvelse, når D allerede havde fået prøvet en tidligere udvisning og var indrejst ulovligt igen. En mindretalsdommer fandt, at der skulle kræves sikker hjemmel for at afskære adgangen til prøvelse, især når der var tale om en ny udvisning som konsekvens af en tidligere prøvet udvisning.

Højesterets Afgørelse

Højesteret ophævede Landsrettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Retten fastslog, at hverken ordlyden af eller forarbejderne til Udlændingeloven § 50, stk. 1 giver grundlag for at afskære en udlænding fra en prøvelse af en doms udvisningsbestemmelse i en situation, hvor vedkommende er udvist og udsendt, men efterfølgende er indrejst i strid med indrejseforbuddet og på ny udvist.

Retten bemærkede, at den ikke tog stilling til, om anmodningen kunne være afvist i medfør af Udlændingeloven § 50, stk. 2, hvis det var åbenbart, at der ikke var indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold. Sagen blev sendt tilbage til Landsretten for en realitetsbehandling af D's anmodning om ophævelse af udvisningen.