Højesterets dom: Fængsel og udvisning for betleri og ulovlig indrejse

Sagen omhandler en tilståelsessag mod tiltalte T, der var anklaget for overtrædelse af udlændingeloven og straffeloven. Sagen blev behandlet i Københavns Byret, Østre Landsret og Højesteret.

Tiltalepunkter og Påstande

Anklagemyndigheden tiltalte T for to forhold:

• Forhold 1: Overtrædelse af Udlændingeloven § 59 b, stk. 1 ved at være indrejst i Danmark den 14. januar 2020, på trods af et indrejseforbud meddelt af Østre Landsret den 9. september 2019, gældende frem til den 28. oktober 2025.
• Forhold 2: Overtrædelse af Straffeloven § 197, stk. 1, jf. stk. 2 og stk. 3 ved at have betlet ved indgangen til Københavns Hovedbanegård den 14. januar 2020. Han stod med en kop og raslede, hvilket tvang forbipasserende til at forholde sig til hans tiggeri.

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængselsstraf og udvisning med et indrejseforbud i 6 år i medfør af Udlændingeloven § 49, stk. 1, jf. Udlændingeloven § 24, nr. 2 og Udlændingeloven § 32, stk. 3. T erkendte sig skyldig i begge forhold, men påstod frifindelse for udvisningspåstanden.

Tiltaltes Forklaring og Personlige Forhold

T forklarede, at han er fra Litauen og havde boet i England i næsten 20 år. Han oplyste, at han var indrejst i Danmark med det formål at søge asyl, da han følte sig i fare i Litauen, men han havde tøvet med at søge asyl af frygt for at blive udsendt. Han erkendte at have tigget med en kop på Hovedbanegården for at skaffe penge til at klare sig, og at han brugte heroin dagligt. Han havde ingen familie eller anden tilknytning til Danmark, udover nogle bekendte. Han havde tidligere arbejdet i byggebranchen i Danmark i et halvt år i 2018.

Tidligere Straffe

T var tidligere straffet flere gange for betleri. En oversigt over hans tidligere domme for betleri viser en systematisk adfærd:

Ved Østre Landsrets ankedom af 9. september 2019 blev T idømt 40 dages fængsel og udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år for tre tilfælde af tiggeri og et tilfælde af besiddelse af euforiserende stoffer.

Menneskerettighedsspørgsmål og Lovgivning

Sagen rejste spørgsmål om foreneligheden af Straffeloven § 197 med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), især i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Lăcătuş mod Schweiz (2021). I denne dom fandt EMD, at et generelt forbud mod tiggeri og den deraf følgende straf var en krænkelse af EMRK artikel 8 (retten til privatliv) for en sårbar person uden andre midler til livets opretholdelse.

Anklagemyndigheden og T's forsvarer var enige om, at T's tiggeri var et tredjegangstilfælde og indrejsen et førstegangstilfælde i strid med indrejseforbud. De var også enige om, at udvisning ikke ville stride mod EMRK artikel 8.

T's forsvarer argumenterede for, at straf for tiggeri ville stride mod EMRK artikel 3, EMRK artikel 8, EMRK artikel 10 eller EMRK artikel 14 i sammenhæng med disse. Han fremhævede, at Straffeloven § 197, stk. 2 var rettet mod udenlandske tiggere og ikke tjente legitime hensyn, samt at straffen var uproportional og ikke tog højde for T's sårbare situation. Forsvareren mente, at tiggeriet var et "nødråb" og en ytring om marginaliserede personer, beskyttet af ytringsfriheden. Han påpegede også, at statistikker viste en overrepræsentation af udenlandske statsborgere blandt dømte for tiggeri, hvilket indikerede diskrimination.

Anklagemyndigheden fastholdt, at Straffeloven § 197 var korrekt anvendt, og at indgrebet i T's privatliv ikke var uproportionalt. De anførte, at T ikke var i en situation uden andre valgmuligheder, da han havde penge og ikke havde forsøgt at søge arbejde eller kontakte familie i England. Anklagemyndigheden bestred diskrimination og henviste til, at loven gælder for alle, og at politiets indsats ikke er diskriminerende, men afspejler, at udenlandske statsborgere i højere grad begår lovovertrædelserne.

Højesterets Afgørelse

Højesteret stadfæstede Landsrettens dom, hvilket indebar, at T blev straffet med fængsel i 60 dage og udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.

Straffastsættelse

Straffen på 60 dages fængsel blev fastsat i overensstemmelse med forarbejderne til Straffeloven § 197 og Udlændingeloven § 59 b, stk. 1 samt almindelige strafudmålingsprincipper. Retten lagde vægt på, at T tidligere var idømt ubetingede fængselsstraffe for betleri, og at hans indrejse i Danmark var sket med det formål at tigge, kort tid efter en tidligere udvisning.

Udvisning

Højesteret tiltrådte, at udvisning med indrejseforbud i 6 år var berettiget. Betingelserne i Udlændingeloven § 24, nr. 2 og Udlændingeloven § 32, stk. 4, nr. 5 blev anset for opfyldt. T's adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2. Da T ingen tilknytning havde til Danmark, fandtes udvisningen ikke at stride mod proportionalitetsprincippet eller EMRK artikel 8.

Menneskerettighedskonventionen

Artikel 8 (Retten til privatliv)

Højesteret anerkendte, at retten til at søge bistand ved at tigge kan være beskyttet af EMRK artikel 8, stk. 1, især for sårbare personer uden andre midler. Dog bemærkede retten, at der i Danmark er adgang til offentlig hjælp for personer i nød, herunder udlændinge uden lovligt ophold, hvilket gør det usikkert, i hvilket omfang tiggeri er beskyttet i Danmark. Bestemmelsen i Straffeloven § 197, stk. 2 blev anset for at varetage legitime hensyn til at forebygge uro og beskytte andres rettigheder. Retten fandt ikke, at der forelå "ekstraordinære omstændigheder", der gjorde fængselsstraffen for tiggeri uproportional i T's tilfælde.

Artikel 10 (Ytringsfrihed)

Højesteret fandt, at fængselsstraffen for betleri ikke udgjorde et uproportionalt indgreb i T's ytringsfrihed efter EMRK artikel 10, idet proportionalitetsvurderingen i det væsentlige svarede til den under artikel 8.

Artikel 3 (Forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling)

Retten fandt, at fængselsstraffen for tiggeri ikke udgjorde umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRK artikel 3.

Artikel 14 (Diskrimination)

Højesteret fastslog, at Straffeloven § 197, stk. 2 og stk. 3 finder anvendelse på alle personer i Danmark uanset nationalitet, og at der ikke forelå direkte diskrimination. Overrepræsentationen af udenlandske statsborgere i statistikkerne skyldtes, at det i overvejende grad er disse, der begår lovovertrædelserne, ikke en diskriminerende håndhævelse. Derfor var domfældelsen ikke i strid med EMRK artikel 14 sammenholdt med artikel 3, 8 eller 10.

Sagsomkostninger

T skulle betale sagens omkostninger for Højesteret.