Command Palette

Search for a command to run...

GF-Forsikring A/S: Klage over anerkendt erstatningsansvar og opkrævet selvrisiko efter færdselsuheld

Dato

26. juni 2012

Principiel sag

Nej

Forsikringstype

Auto

Afgørelse

Selskab medhold

Firma navn

GF-Forsikring

Dokument

Klageren har en bilforsikring i GF-Forsikring A/S og klager over, at selskabet har anerkendt erstatningsansvar for en skade på modpartens BMW 330D Touring, som hævdes forvoldt ved et færdselsuheld den 12/11 2010.

Selskabet har anerkendt skaden og udbetalt erstatning til modparten i overensstemmelse med en taksering foretaget af modpartens selskab. Selskabet begrunder afgørelsen med, at klagerens hustru, der var fører af bilen, har erkendt at have påkørt modpartens bil, og at der ikke er grundlag for at tilsidesætte taksatorens vurdering. Den fremlagte taksatorrapport er dateret 18/2 2011.

Klageren mener, at GF bør betale for skaden, fordi de har godkendt den uden at have forholdt sig kritisk i forhold til indberetningen om 'ingen synlig skade'. Klageren mener derfor ikke, at GF skal kunne opkræve selvrisiko.

GF-Forsikring A/S bemærker, at de har modtaget en telefonisk skadeanmeldelse den 17.11.2010, hvor det oplyses, at forsikringstageren i køkørsel let rammer op bag i modpartens bil. Forsikringstageren mener selv at være ansvarlig, og det noteres, at der næppe er skade på egen bil.

Selskabet modtager efterfølgende regreskrav fra modpartens forsikringsselskab vedrørende påkørsel bagfra, anerkender erstatningspligten og betaler kr. 12.655,41 for skaden på bagpartiet af modpartens bil iht. taksatorrapporten. I samme forbindelse sender selskabet en selvrisikoopkrævning til klageren på kr. 4906,00 iht. forsikringsbetingelserne.

Klageren kontakter efterfølgende selskabet, da han er af den opfattelse, at de takserede skader ikke er sket ved uheldet. Selskabet foretager herefter undersøgelse vedr. skadeomfanget på modpartens bil og sender taksatorrapport og billeder til klageren. Der indhentes også kommentarer fra modparten, og selskabets cheftaksator ser også på sagen. Selskabet finder ikke grundlag for, at taksatorrapporten indeholder andre skader, end hvad der hidrører fra påkørslen mellem de 2 parter.

Nævnet finder, at det som ubestridt kan lægges til grund, at klagerens bil ramte modpartens bil bagfra den 12/11 2010. En taksator har vurderet, at der er sket skade herved. Henset hertil finder nævnet det ubetænkeligt at lægge til grund, at modpartens bil blev beskadiget ved færdselsuheldet.

Efter det oplyste finder nævnet, at klageren ikke har bevist, at taksatoren har godkendt anden skade end den, der efter taksatorens vurdering stammer fra trafikuheldet. Derfor kan nævnet ikke kritisere, at selskabet har udbetalt erstatning på baggrund af taksatorens vurdering samt opkrævet selvrisiko i henhold til policens bestemmelser herom.

Som følge heraf bestemmes:

Klageren får ikke medhold.

Lignende afgørelser