Tvist om erstatningssum og dækning af advokatomkostninger efter totalskade på bil

Klageren havde en autoforsikring i Runa Forsikring A/S og klagede over størrelsen af den erstatning, som selskabet udbetalte efter en totalskade på hans bil, en Passat 1,9 TDI fra 1999. Han var også utilfreds med selskabets afvisning af at dække hans advokatomkostninger.

Sagens omstændigheder

Den 1. august 2011 kørte klageren galt, og bilen blev totalskadet. Selskabet udbetalte 38.249,50 kr. efter fradrag af selvrisiko. Klageren mente, at erstatningen skulle være 62.000 kr., som han oprindeligt var blevet enig med taksatoren om. Han ønskede også dækning for sine advokatomkostninger på 4.000 kr. og en undskyldning fra Runa Forsikring.

Klageren forklarede, at han havde oprettet kaskoforsikring efter anbefaling fra Runa Forsikring. Han anførte, at selskabet manipulerede med oplysninger om bilens fejl og mangler. Han havde selv oplyst om problemer med blæseren og en defekt bærearm. Han bestred at have skiftet gløderør, som selskabets skadekonsulent påstod.

Selskabets argumentation

Selskabet anførte, at klageren først tegnede kaskoforsikring kort før skaden, hvilket gav anledning til en nærmere undersøgelse. En undersøgelse viste, at bilen havde flere fejl og mangler, herunder en slidt motor og rustdannelse. En motorolietest viste kølervæske i olien, hvilket indikerede en kritisk driftstilstand. Selskabet henviste til, at klageren ikke havde oplyst om bilens defekter, hvilket var i strid med Forsikringsaftaleloven § 22, stk. 1.

Selskabet mente, at den udbetalte erstatning på 40.000 kr. svarede til bilens reelle handelsværdi, jf. forsikringsbetingelsernes pkt. 5.53. Selskabet afviste at dække advokatomkostningerne, da de ikke anså advokatbistand for nødvendig, jf. Forsikringsaftaleloven § 32, stk. 3.

Klagerens yderligere bemærkninger

Klageren fremlagde dokumentation for, at han havde anmodet om kaskoforsikring fra starten. Han bestred, at han havde undladt at oplyse om bilens fejl og mangler, og henviste til, at han selv havde informeret selskabet om disse.

Nævnet har gennemgået sagen og finder, at der til sagens afgørelse kræves en nærmere bevisførelse vedrørende bilens stand og værdi. Nævnet finder det rettest, at denne bevisførelse finder sted ved domstolene. Nævnet må derfor afvise sagen med henvisning til § 4 i nævnets vedtægter.

Konklusion

Nævnet kan ikke afgøre sagen.