Command Palette

Search for a command to run...

PensionDanmark: Afgiftsberigtigelse af kapitalpension og fradragsret for andre kapitalpensioner

Dato

3. september 2012

Principiel sag

Nej

Forsikringstype

Arbejdsmarkedsp

Afgørelse

Selskab medhold

Firma navn

Pension Danmark

Dokument

Sagens baggrund

Klageren har en arbejdsmarkedspensionsordning i PensionDanmark og klager over, at hun skal betale yderligere 20 % afgift til SKAT af den kapitalpension, hun har fået udbetalt fra selskabet, for at opnå fradragsret for indbetalinger på sine øvrige kapitalpensioner i andre selskaber.

Selskabet har afregnet 40 % afgift til SKAT med henvisning til, at klageren, da hun telefonisk anmodede om udbetaling, oplyste, at hun ikke havde andre kapitalpensionsordninger.

Klagerens påstande

Klageren anfører, at hun aldrig har oplyst, at hun ikke har andre kapitalpensioner, og at PensionDanmark derfor skal rette fejlen, så hun kan få fradrag på sin kapitalpension. Hun mener, det er urimeligt, at hun skal betale 20 % ekstra i skat på grund af en fejl, PensionDanmark har lavet. Hun henviser til Pensionshåndbogen for tillidsrepræsentanter og personaleansvarlige, hvor der står, at man skal udfylde et skema for at få udbetalt sin pension.

Klageren er desuden blevet oplyst af SKAT, at selskabet kan overføre beløbet fra hendes kapitalpension til en ratepension, hvorved hun undgår at betale den yderligere afgift på 20 %. Hun mener også, at selskabets brev af 28/5 2009 burde være sendt med anbefalet post.

Selskabets argumenter

Selskabet fastholder, at der er sket korrekt afgiftsberigtigelse efter gældende lovgivning. Klageren henvendte sig telefonisk den 28. maj 2009 med henblik på udbetaling af hendes alders- og kapitalpension. Samme dag sendte PensionDanmark et kvitteringsbrev, hvoraf det fremgår, at klageren har oplyst, at hun ikke har andre kapitalpensioner.

Selskabet har noteret, at klageren den 16. marts 2011 henvendte sig vedrørende udbetaling af kapitalpension fra PensionDanmark, og der er ingen notater om tidligere henvendelse vedrørende dette.

Selskabet stiller sig uforstående over for, at SKAT skulle have rådgivet om overførsel til ratepension, da kapitalpensionen er afgiftsberigtiget og udbetalt og derfor ikke kan overføres, når der er indtrådt afgiftspligt, jf. Pensionsbeskatningsloven § 44.

Selskabet mener, at klageren fortsat kan opnå fradragsret for indbetalingerne til sine andre kapitalpensioner mod at indbetale en yderligere afgift på 20 % for hendes tidligere kapitalpension i PensionDanmark. Det er ikke en straf, men de gældende skatteregler.

Selskabet lægger til grund, at klageren har modtaget selskabets brev af 28. maj 2009. De henviser til reglerne i Forsikringsaftaleloven § 33, således som de er beskrevet i deres redegørelse af 15. december 2011.

Selskabet har valgt at ændre fremgangsmåden i forbindelse med udbetaling ved alderspensionering, så det ikke længere er muligt at gøre brug af de blanketter, som klageren henviser til. Udbetaling ved alderspensionering igangsættes i dag enten ved medlemmets elektroniske eller telefoniske anmodning.

Nævnet lægger til grund, at klageren den 28/5 2009 rettede telefonisk henvendelse til selskabet for at få sin kapitalpension udbetalt.

I overensstemmelse med fast retspraksis lægger nævnet til grund, at klageren har modtaget brevet af 28/5 2009, som selskabet sendte med en bekræftelse af telefonsamtalen samme dag. Hun rettede ikke henvendelse til selskabet for at berigtige oplysningen om, at hun ikke havde andre kapitalpensioner.

Nævnet finder, at selskabet har haft grundlag for at antage, at klageren ikke havde andre kapitalpensioner, og finder derfor ikke anledning til at kritisere, at selskabet ikke har rådgivet klageren om konsekvenserne ved udbetalingen af hendes kapitalpension i forhold til muligheden for fradrag for indbetalinger på hendes øvrige kapitalpensioner.

Da nævnet ikke finder grundlag for at antage, at den afgiftsberigtigelse, som selskabet har foretaget, er i strid med reglerne herom, kan nævnet ikke pålægge selskabet at foretage sig yderligere.

Som følge heraf får klageren ikke medhold.

Lignende afgørelser