Afgørelse om fordeling af forsikringssummer og pensioner efter testamente

Baggrund for Sagen

Sagen omhandler fordelingen af forsikrings- og pensionssummer efter "Afdøde 2"s død. Afdøde 2 var enke efter "Afdøde 1", som afgik ved døden den 23. december 2012 uden at efterlade sig livsarvinger. Afdøde 2 døde efterfølgende uden at efterlade sig livsarvinger, uden at have indgået nyt ægteskab eller samlivsforhold, og uden at have oprettet et gyldigt testamente.

Tvisten opstod mellem Afdøde 1's slægt (hans mor, Arving 2, og hans søskende, Arving 3 og Arving 4) og Afdøde 2's bror, Arving 1.

Parternes Påstande

• Appellanterne (Arving 2, Arving 3 og Arving 4):
  • Påstand om frifindelse.
  • Selvstændig påstand om, at Arving 1 skulle anerkende, at de nærmeste pårørende i forsikringerne og pensionerne var arvingerne efter loven, jf. Forsikringsaftaleloven § 105 og Forsikringsaftaleloven § 105 a.
• Indstævnte (Arving 1):
  • Påstand om stadfæstelse af byrettens dom (hvilket ville betyde, at Arving 1 modtog beløbene).
  • Påstand om frifindelse over for appellanternes selvstændige påstand.

Sagens kerne var således ikke gyldigheden af et testamente, men fortolkningen af, hvem der skulle anses for "nærmeste pårørende" i forsikrings- og pensionsaftalerne, når der ikke var indsat en specifik begunstiget.

Sagens Forløb

Sagen blev anket til Vestre Landsret efter en dom afsagt af Retten i Kolding den 18. januar 2016. Landsretten behandlede sagen med fokus på bevisførelsen, herunder vidneforklaringer fra Arving 3, Arving 4, Arving 1, Vidne 2 og Vidne 6, samt fremlagt mailkorrespondance.

Vidneforklaringerne belyste forholdet mellem Afdøde 2 og de involverede parter. Arving 3 og Arving 4 beskrev et tæt og fortroligt forhold til Afdøde 2, mens Arving 1 og Vidne 6 (Afdøde 2's far) argumenterede for, at Afdøde 2's intention var, at hendes egen slægt skulle arve, og at forholdet til Afdøde 1's slægt ikke var så tæt.

Landsrettens Begrundelse

Landsretten lagde til grund, at Afdøde 1 døde uden livsarvinger, og Afdøde 2 arvede ham som eneste arving, herunder forsikrings- og pensionsbeløb. Da Afdøde 2 efterfølgende døde uden livsarvinger, nyt ægteskab eller testamente, blev Afdøde 1's slægt (Arving 2, Arving 3 og Arving 4) arvinger til halvdelen af Afdøde 2's bo, jf. Arveloven § 15, stk. 1. Afdøde 2's bror, Arving 1, arvede den anden halvdel.

Landsretten fastslog, at de begunstigede ifølge Afdøde 2's forsikrings- og pensionsaftaler var hendes "nærmeste pårørende", da hun ikke havde bestemt andet. Medmindre andet fremgår af omstændighederne, er "nærmeste pårørende" hendes arvinger, jf. Forsikringsaftaleloven § 105 a.

Retten fandt ikke holdepunkt i lovforarbejder eller retspraksis for at fortolke Forsikringsaftaleloven § 105 a indskrænkende, således at udtrykket "arvinger" ikke omfatter alle arvinger, herunder dem, der er arvinger i medfør af Arveloven § 15. Det forhold, at forsikringssummer udbetales uden om boet, jf. Forsikringsaftaleloven § 102, stk. 1, ændrede ikke dette.

Landsretten vurderede, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fravige lovens udgangspunkt. Selvom Afdøde 2 kunne have oprettet et testamente til fordel for sin egen slægt, jf. Arveloven § 15, stk. 4, gjorde hun det ikke. Det dokument, hun oprettede kort før sin død, var uklart formuleret og bar præg af hendes svækkelse, og kunne derfor ikke med sikkerhed opfattes som en fravigelse af lovens udgangspunkt om ligedeling mellem slægterne. Den fremlagte mailkorrespondance viste desuden fortsat venskabelig kontakt mellem Afdøde 2 og Arving 2 efter Afdøde 1's død.

Landsretten fandt det rimeligt, at Afdøde 2's slægt modtog halvdelen af arven efter hende, og at Afdøde 1's slægt modtog halvdelen af arven efter ham, da beløbene var sammenlignelige, og dødsfaldene indtraf med 1½ års mellemrum. Dette stemmer overens med formålet med Arveloven § 15 om en mere ligelig fordeling af arven mellem førstafdødes og længstlevendes slægt.

Landsdommer Henrik Twilhøj tilføjede, at da Afdøde 2 ikke efterlod sig ægtefælle, samlever eller børn, var der ikke grundlag for at fravige formodningsreglen i Forsikringsaftaleloven § 105 a.

Domskonklusion

Landsretten frifandt Arving 2, Arving 3 og Arving 4.

Arving 1 skulle anerkende, at de nærmeste pårørende i forsikringerne og pensionerne var arvingerne efter loven, jf. Forsikringsaftaleloven § 105 og Forsikringsaftaleloven § 105 a.

Sagsomkostninger

Sagsomkostningerne for landsretten i forholdet mellem Arving 1 og Arving 2 blev ophævet, da begge parter havde fri proces. Sagsomkostningerne skulle betales inden 14 dage og forrentes efter Renteloven § 8 a.