Sag om indbrudstyveri: Tvist om erstatningssum og dokumentationskrav

Sagen drejer sig om en forsikringstagers klage over størrelsen af den erstatning, Topdanmark Forsikring A/S har tilbudt i forbindelse med et indbrudstyveri i hans hjem. Forsikringstageren havde en Boligforsikring Hjem i Topdanmark Forsikring A/S.

Sagens omstændigheder

• Indbruddet fandt sted lørdag den 25. juli 2009, hvor forsikringstagerens hjem blev "rippet" for effekter af økonomisk værdi.
• Forsikringstageren opgjorde sit krav til ca. 800.000-900.000 kr. i genanskaffelsesværdi.
• Topdanmark Forsikring A/S tilbød oprindeligt en erstatning på 34.068 kr., men efter sagens indbringelse for Ankenævnet for Forsikring, blev tilbuddet forhøjet til 357.623,30 kr.
• Selskabet begrundede den skønsmæssige fastsættelse af erstatningen med manglende dokumentation for forsikringstagerens krav.

Parternes argumenter

• Klageren (forsikringstageren) anførte, at Topdanmark stillede urimelige dokumentationskrav, da de stjålne effekter var samlet over en menneskealder, hvilket gjorde det umuligt at fremlægge købsbilag på alt. Han mistænkte desuden Topdanmark for at tro, at han selv stod bag indbruddet, da hans virksomhed var gået konkurs kort tid før indbruddet. Klageren fremhævede, at hans hobby var at samle på ure og fotoudstyr.
• Topdanmark Forsikring A/S anførte, at forsikringstageren stort set ikke havde anden dokumentation end fotos. Selskabet henviste til, at det påhviler forsikringstageren at dokumentere eller sandsynliggøre sit krav, herunder at han har været i besiddelse af de anmeldte effekter, samt at besiddelsen har været retmæssig. Selskabet anførte, at fotos alene ikke sandsynliggør, at der er tale om genstande af lovlig interesse eller genstandenes værdi. Selskabet henviste til Forsikringsaftaleloven § 24, stk. 2, vedrørende renter af erstatningen.

Nævnet finder, at der til afgørelse af sagen kræves en bevisførelse, der ikke kan ske for nævnet. I givet fald må bevisførelsen ske ved domstolene, hvor der kan foretages parts- og vidneafhøring. Det følger af vedtægternes § 4, stk. 1, at nævnet derfor må afvise sagen.

Som følge heraf kan nævnet ikke afgøre sagen.