Højesteret stadfæster forvaring: Utilstrækkeligt grundlag for at vurdere risiko ved prøveløsladelse

Sagen omhandler en tiltalt, der i 2003 blev idømt tidsubestemt anbringelse (forvaring) i en psykiatrisk ledet anstalt under Kriminalforsorgen i Danmark for fire tilfælde af vold. Dommen blev stadfæstet af Grønlands Landsret, og forvaringen var senest opretholdt i 2021. Retslægerådet vurderede i 2002, at Tiltalte var karakterafvigende og udgjorde en betydelig risiko for fremtidig personfarlig kriminalitet, især i alkoholpåvirket tilstand.

Forløb i lavere instanser

Sermersooq Kredsret besluttede den 24. november 2022 at prøveløslade Tiltalte med en prøvetid på 5 år. Kredsretten lagde vægt på Tiltaltes positive udvikling og fandt, at der ikke længere var grundlag for at opretholde foranstaltningen, jf. Kriminalloven § 159, stk. 2 og Kriminalloven § 162, stk. 1, stk. 2. Vilkår for prøveløsladelsen omfattede anvisninger vedrørende bolig, ophold, arbejde og misbrugsbehandling.

Grønlands Landsret stadfæstede den 18. januar 2023 kredsrettens beslutning. Landsretten bemærkede Tiltaltes problemfri afsoning og succesfulde behandlingsforløb mod misbrug og vold. Den fandt det usikkert, om Tiltalte stadig frembød en nærliggende fare, og tilføjede et vilkår om afholdenhed fra alkohol, jf. Kriminalloven § 136, nr. 2.

Parternes påstande og argumenter for Højesteret

Anklagemyndigheden påstod, at Landsrettens beslutning skulle ændres, så Tiltalte ikke blev prøveløsladt. Anklagemyndigheden argumenterede for, at der ikke forelå et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at antage, at Tiltalte ikke længere udgjorde en fare, jf. Kriminalloven § 162. De henviste til Tiltaltes tidligere kriminalitet, Retslægerådets vurdering fra 2002 og Kriminalforsorgens anbefaling om, at et længere udslusningsforløb var nødvendigt, da Tiltalte kun siden august 2022 havde haft kortvarige, stramt strukturerede uledsagede udgange. Anklagemyndigheden mente, at Landsretten havde anvendt farevurderingen forkert i strid med Kriminalloven § 161 og Højesterets praksis. De fremhævede også risikoen for ny kriminalitet, især i relation til et ustabilt kæresteforhold og tidligere tilbagefald. Endelig anførte de, at opretholdelse af forvaringen ikke var uproportional, og at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke var til hinder herfor.

Tiltalte påstod stadfæstelse af Landsrettens beslutning. Han argumenterede for, at der ikke længere var et sikkert grundlag for at fastslå, at han frembød en nærliggende fare. Han henviste til sin positive og problemfri udvikling siden 2019, herunder rene urinprøver efter uledsagede udgange. Tiltalte mente, at princippet om in dubio pro reo skulle anvendes, og at anklagemyndigheden ikke havde godtgjort en fortsat fare. Han anførte, at forvaringen ikke længere var proportional, da den havde varet over 20 år for kriminalitet, der i 2003 ville have udløst en væsentligt kortere anstaltsdom. Han fremhævede også, at et udslusningsforløb for danske forvaringsdømte ikke uden videre kunne overføres til grønlandske dømte, og at en uændret opretholdelse af forvaringen ville krænke hans ret til privat- og familieliv under Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, især som grønlænder ufrivilligt anbragt i Danmark.

Højesterets Afgørelse

Højesteret ændrede Grønlands Landsrets beslutning og nægtede prøveløsladelse af Tiltalte. Retten lagde vægt på, at det under de nuværende afsoningsforhold ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne vurderes, om Tiltalte fortsat udgør en fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, jf. Kriminalloven § 161, stk. 1 og Kriminalloven § 162, stk. 1.

Retten henviste til en udtalelse fra Fængsel1 af 18. april 2023, som fremhævede, at Tiltaltes misbrug er afgørende for risikoen for voldelig adfærd. Selvom Tiltalte har gennemgået en positiv udvikling og påbegyndt uledsagede udgange, er disse forløb stramt struktureret og af kort varighed. Fængsel1 anbefalede yderligere udslusning i friere rammer (fængsels- og pensionsvilkår) for at vurdere hans evne til at håndtere uforudsigelige hændelser.

Under hensyn til grovheden af den kriminalitet, Tiltalte er dømt for, fandt Højesteret, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at fortsat forvaring ikke er nødvendig for at forebygge den nævnte fare. Højesteret fandt desuden, at Tiltaltes anbringender vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke kunne føre til et andet resultat.