Varetægtsfængsling kan forlænges ud over to tredjedele af straffen, hvis proportionalitetsprincippet ikke tilsidesættes

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt en forlængelse af varetægtsfængslingen ud over to tredjedele af den idømte straf er i strid med proportionalitetsprincippet i Retsplejelovens § 762, stk. 3.

T var blevet idømt 6 måneders fængsel for indbrudstyveri og blev varetægtsfængslet. Både T og anklagemyndigheden ankede dommen. Landsretten forlængede varetægtsfængslingen, hvilket medførte, at T ville være frihedsberøvet i mere end to tredjedele af den idømte straf. T anførte, at dette var i strid med proportionalitetsprincippet, da der ikke var taget tilstrækkeligt hensyn til hans mulighed for prøveløsladelse. Anklagemyndigheden argumenterede for, at betingelserne for varetægtsfængsling var opfyldt, og at proportionalitetsprincippet ikke var tilsidesat.

Retsplejelovens § 762, stk. 3

• Ifølge Retsplejelovens § 762, stk. 3 må varetægtsfængsling ikke anvendes, hvis frihedsberøvelsen står i misforhold til den forventede retsfølge.
• Højesteret har tidligere fastslået, at der skal tages hensyn til muligheden for prøveløsladelse.

Straffelovens § 38

• Straffelovens § 38 fastslår, at kriminalforsorgen afgør spørgsmålet om prøveløsladelse, når to tredjedele af straffen er afsonet.
• Prøveløsladelse forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig.

Højesterets vurdering

• Højesteret bemærkede, at varetægtsperioden efter en konkret vurdering kan overstige varigheden af den forventede straf med fradrag af normal prøveløsladelsestid.
• Det er ikke nødvendigt at indhente en udtalelse fra kriminalforsorgen vedrørende muligheden for prøveløsladelse.
• Højesteret fandt, at det ikke var i strid med proportionalitetsprincippet at forlænge varetægtsfængslingen, idet der blev lagt vægt på sagens karakter, Ts personlige forhold, hans omfattende forstraffe, det hurtige recidiv og afsoningen af tidligere domme.

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelser om fortsat varetægtsfængsling af T.

Begrundelse for afgørelsen:

• Højesteret fandt, at forlængelsen af varetægtsfængslingen ikke var i strid med proportionalitetsprincippet i Retsplejelovens § 762, stk. 3.
• Retten lagde vægt på sagens karakter, Ts personlige forhold, hans omfattende forstraffe for ligeartet kriminalitet, det hurtige recidiv og det faktum, at han havde afsonet sin seneste dom fuldt ud.
• Højesteret bemærkede, at det ikke er udelukket, at varetægtsperioden kan overstige varigheden af den forventede straf med fradrag af normal prøveløsladelsestid efter en konkret vurdering.
• Det er ikke et krav, at der indhentes en udtalelse fra kriminalforsorgen vedrørende muligheden for prøveløsladelse i forbindelse med proportionalitetsvurderingen.