Sag om afvisning af krav om dobbelterstatning for méngrad på ulykkesforsikring

Sagen drejer sig om en klage over størrelsen af den udbetalte ménerstatning efter en ulykke i 1999. Klageren havde en ulykkesforsikring i Tryg Forsikring A/S og gjorde gældende, at hun var berettiget til dobbelt erstatning for en méngrad på 80 %, som følge af en arbejdsskade. Arbejdsskadestyrelsen havde forhøjet klagerens méngrad fra 30 % til 80 % i 2010.

Parternes argumenter

Klagerens advokat argumenterede for, at der hele tiden havde været dækning for udvidet invaliditet/dobbelt erstatning i forsikringsdækningen, og at klageren aldrig havde anmodet om eller ønsket en ringere dækning. Advokaten anførte, at Tryg alene havde fremlagt et skærmprint af forsikringsdækningen på skadestidspunktet og henvist til forsikringsbetingelserne 1076, hvor der ikke var dækning for dobbelt erstatning. Klagerens advokat henviste til, at en tidligere police dækkede invaliditet og særlige ydelser.

Tryg Forsikring anførte, at klageren ikke havde dobbelt erstatning på sin ulykkesforsikring pr. 1. juni 1999, hvor skaden skete. Selskabet henviste til, at familieulykkesforsikringen var blevet nytegnet i 1989 i Winterthur Forsikring, og at forsikringen fortsatte på Winterthur Forsikring 22-1, som heller ikke havde dobbelterstatning ved 30 % eller derover, men derimod progressiv tillægserstatning. Selskabet anførte, at klageren efterfølgende tegnede forsikring i Codan, men fortrød, hvorefter Tryg fik en ændringsbegæring med ændringsdato den 28. oktober 1998, hvor klageren og børn skulle indtegnes på police ...960 igen. Ved ændringen blev forsikringen ændret til Trygs ulykkesprodukt med forsikringsbetingelserne 1076, som ikke indeholdt dobbelterstatning. Selskabet henviste til, at klageren først fik dobbelterstatning på sin ulykkesforsikring den 1. april 2002, da hun nytegnede en ulykkesforsikring i Tryg med policenummer ...192 og forsikringsbetingelser 0002.

Klagerens advokat bestred, at der var sket en ændringsbegæring og henviste til, at klageren havde fortrudt flytningen til Codan. Advokaten fremlagde en telefax af 17. maj 1999 til Tryg Baltica Forsikring, hvoraf det fremgik, at man havde haft et behageligt møde, hvor man fik forbedret og fortsatte med ulykkesforsikringerne. Advokaten anførte, at der ikke var meddelt noget ønske om ændring af ulykkesforsikringerne, og at klageren fortsatte med en forsikring med udvidet dækning, som oven i købet var blevet forbedret.

Tryg fastholdt, at klageren hverken på hendes Winterthur Forsikring tegnet i 1989 med betingelserne 22-1 eller Tryg Forsikring med betingelserne 1076 var berettiget til dobbelterstatning ved 30 % eller derover. Selskabet henviste til en uddybende og kronologisk gennemgang af klagerens forsikringsforhold i et tidligere brev til nævnet.

Klagerens advokat anførte, at det fremgik af forsikringsvilkår for ulykkesforsikring 22-2 for Winterthur Forsikring, afsnit 20 ulykkesforsikring § 3 B, at der ved en invaliditetsgrad på 30 % eller derover ydes en tillægserstatning på ligeså mange procent af invaliditetserstatningen, som invaliditetsgraden udgør. Advokaten anførte, at det var klart dokumenteret af Tryg Forsikring selv, at klageren i Winterthur var berettiget til dobbelterstatning med 30 % eller derover.

Tryg anførte, at klageren og hendes børn fortrød at tegne forsikring i Codan og valgte at fortsætte deres forsikring i Tryg-Baltica, jf. en ændringsbegæring med ændringsdato den 22. oktober 1998. I forbindelse med fortrydelsen ønskede klageren samtidig at hæve forsikringssummen på sin forsikring fra 776.139 kr. til 1.000.000 kr. På grund af denne ændring af forsikringssummen blev forsikringen ændret til Trygs ulykkesprodukt med forsikringsbetingelserne 1076. Selskabet anførte, at tillægserstatning ikke er dobbelterstatning.

Klagerens advokat anførte, at klageren ikke var bekendt med en ændringsbegæring, og at man på intet tidspunkt havde ønsket en dårligere dækning uden dobbelterstatning, og at det heller ikke var dokumenteret fra forsikringsselskabets side, at man i den forbindelse havde oplyst klageren om, at man ville få en dårligere dækning uden dobbelterstatning.

Nævnet fandt, at klageren var blevet orienteret om ændringen af forsikringsbetingelserne til nr. 1076, da hun underskrev en ændringsblanket, hvoraf det fremgik, at forsikringen "omtegnes til 1076". Da forsikringen ifølge de gældende vilkår på ulykkestidspunktet ikke gav ret til dobbelterstatning, kunne nævnet ikke pålægge selskabet at imødekomme klagerens krav. Klageren fik derfor ikke medhold.