If Skadeforsikring: Tvist om erstatning for brandskadet tøj

Sagen drejer sig om en tvist mellem forsikringstagerne og If Skadeforsikring vedrørende erstatningsopgørelsen for beklædningsgenstande efter en brandskade. Selskabet havde skønsmæssigt ansat erstatningen til 151.200 kr., men afviste yderligere krav med henvisning til, at det ikke var sandsynliggjort, at klagerne havde et tøjbudget på 10.000 kr. om måneden i 6 år.

Parternes påstande

• Klagerne krævede principalt fuld erstatning for brandskadet tøj, svarende til 304.165,75 kr., eller alternativt fuld erstatning for tøj under 1 år og maksimalt 30 % afskrivning for tøj over 1 år.
• Selskabet fastholdt sin afgørelse og anførte, at forsikringstagerne ikke havde sandsynliggjort deres krav, og at selskabet derfor var berettiget til at fastsætte erstatningen efter et skøn.

Klagernes argumenter

• Klagerne anførte, at selskabet ikke kunne kræve en indkomstredegørelse for at revurdere erstatningsberegningen.
• De fremførte, at en del af tøjet var modtaget som gaver, og at indkøb på udsalg ikke burde påvirke genanskaffelsesprisen.
• Klagerne tilbød at fremvise det brandskadede tøj for at dokumentere kvalitet og værdi.
• De fremlagde fotografier og erklæringer fra forretninger som dokumentation for prissætninger og anskaffelsestidspunkter.

Selskabets argumenter

• Selskabet anførte, at forsikringstagernes krav var usædvanligt højt sammenlignet med tilsvarende husstande.
• De henviste til forsikringsvilkårene, hvoraf det fremgår, at forsikringstageren skal sandsynliggøre sit krav.
• Selskabet mente, at en indkomstredegørelse var nødvendig for at sandsynliggøre det beregnede forbrug på tøj og sko.
• Selskabet anførte, at det ikke var muligt at afgøre tøjets alder ud fra det brandskadede tøj.

Nævnet finder, at selskabet ikke har været berettiget til at nedsætte erstatningen til 151.200 kr., og fastsætter skønsmæssigt erstatningen til 220.000 kr. Klageren har derfor krav på at få udbetalt yderligere 68.800 kr. med tillæg af renter i henhold til forsikringsaftalelovens § 24, stk. 2.