Sag om indbrudstyveri: Tvist om dækning af erhvervsgenstande og smykkeerstatning

Klageren er forsikringstager hos Aros Forsikring og klager over størrelsen af den erstatning, som selskabet har tilbudt efter et indbrudstyveri. Selskabet har afvist at dække visse effekter med henvisning til, at der er tale om erhvervsgenstande, som ikke er omfattet af forsikringen. Erstatningen for andre genstande er opgjort skønsmæssigt på grund af mangelfuld dokumentation.

Sagens omstændigheder

Klageren anmeldte et indbrudstyveri til Aros Forsikring. Selskabet sendte en skadekonsulent, som oplyste, at genstande, der blev brugt erhvervsmæssigt, ikke var dækket af forsikringen. Klageren var uenig, da hendes assurandør var vidende om, at hun havde tegnestue/arbejdsplads i sit hjem. Klageren fik foretaget vurderinger af smykker og sølvtøj hos en guldsmed og fremsendte en opgørelse til skadekonsulenten. Hun modtog et erstatningstilbud, men var utilfreds med beløbet.

Parternes argumenter

Klageren mener, at selskabet skal yde en realistisk erstatning for hendes tab og respektere guldsmedens vurdering. Hun anfører, at assurandøren var vidende om, at hun havde arbejdsplads i hjemmet, og at hun ikke er blevet gjort opmærksom på, at erhvervsmæssige effekter ikke var dækket.

Aros Forsikring fastholder afvisningen af klagen og henviser til, at en privat indboforsikring ikke dækker erhvervsgenstande. Selskabet henviser til taksatorens redegørelse vedrørende smykkevurderingen, hvoraf det fremgår, at klagerens forventninger til smykkernes værdi ikke stemmer overens med guldsmedens vurdering. Selskabet fastholder den tilbudte erstatning for smykkeværdien, idet der ikke er fremlagt fornøden dokumentation til underbygning af klagerens krav.

Korrespondance og dokumentation

• Klageren har fremlagt en opgørelse over de stjålne genstande.
• Selskabet har fremlagt en taksatorrapport og korrespondance med klageren.
• Forsikringsbetingelserne er fremlagt.

Ankenævnet bestemmer, at Aros Forsikring skal anerkende, at erstatningen for smykker skal fastsættes til handelsværdien i Danmark med fradrag af den afgift, der skulle være betalt ved indførslen til Danmark.

Nævnet kan i øvrigt ikke afgøre sagen, da det kræver bevisførelse vedrørende assurandørens kendskab til klagerens erhvervsvirksomhed og værdien af de enkelte genstande, hvilket ikke kan foregå for nævnet.