Sag om skyldfordeling efter færdselsuheld ved udkørsel fra sidevej

Forsikringstageren klager over, at TrygVesta Forsikring har pålagt hende halvdelen af ansvaret i forbindelse med et færdselsuheld. Klageren har ligeledes fremsat påstand om erstatning for personskade.

Sagens omstændigheder

Klageren forklarede i skadesanmeldelsen, at hun holdt stille og ville svinge til højre. Hun sikrede sig, at der var fri bane fra højre og ca. 150-200 meter til nærmeste bil fra venstre. Efter ca. 50 meters kørsel blev hun påkørt bagfra.

I klageskemaet anførte klageren, at hun kørte ud fra en sidevej efter at have forvisset sig om, at der var fri bane. Efter at have kørt 40-50 meter blev hun påkørt bagfra. Hun mente, at modparten forsøgte at overhale.

Politiets anmeldelsesrapport angav, at klageren holdt stille i krydset med køleren lidt for langt fremme, og at part 2 påkørte part 1 på køleren.

Et vidne forklarede, at klageren stoppede op og afventede plads til at køre ud på ...vejen. Efter at have afventet fri bane fra venstre, så vidnet klageren køre ud på ...vejen. Vidnet så efterfølgende klagerens bil blive slynget op. Vidnet mente, at den bagfra kommende bilist havde overset klageren og forsøgt at overhale.

Selskabet meddelte klageren, at ansvaret var fordelt med 100% til hende, da hun ikke havde overholdt sin ubetingede vigepligt. Selskabet henviste til en taksators opmåling, der viste, at klageren ikke havde kørt de 40-45 meter, før vigepligten ophørte.

Klageren anførte, at opmålingen først var sket fire måneder efter uheldet, og at der var rigeligt plads til at køre forbi hende. Hun mente, at påkørslen skete under en overhaling, og at modparten havde fejlbedømt sin bils bredde.

Selskabet ændrede efterfølgende sin afgørelse og tilbød en ligedeling af ansvaret (50% til hver part). Selskabet begrundede dette med, at skyldsspørgsmålet ved sammenstød mellem motordrevne køretøjer afgøres under hensyn til de foreliggende omstændigheder. Selskabet henviste til en intern aftale mellem forsikringsselskaber, hvorefter skyldsspørgsmålet typisk ligedeles, hvis den part, der er kørt ud fra vigepligt, er nået ca. 40-50 meter, eller afstanden fra udkørslen ikke kan fastlægges.

Selskabet fastholdt, at klageren havde holdt for ubetinget vigepligt, og at hun så modparten komme kørende, men alligevel kørte frem. Selskabet anførte, at det ikke var godtgjort, at klageren havde kørt fx 50-60 meter før uheldet skete.

Klageren anførte, at vidnet havde tilbudt at hjælpe hende, fordi hun havde svært ved at formulere sig på grund af uheldet, og at der derfor var en forretningsmæssig forbindelse mellem dem, hvorfor hun fastholdt, at vidneudsagnet var uvildigt.

Nævnet har gennemgået sagen og finder på grundlag af det oplyste - herunder usikkerheden med hensyn til præcis, hvilken afstand efter udkørslen klageren tilbagelagde, inden hendes bil blev ramt af modpartens bil - ikke at kunne kritisere selskabets afgørelse, der skønnes at være det gunstigste, klageren ville kunne opnå ved en retsafgørelse.

Som følge heraf bestemmes:

Klagen kan ikke tages til følge.