Stadfæstelse af dom for overtrædelse af køre-hviletidsbestemmelser

Sagen omhandlede en anke fra Tiltalte af en dom fra Frederiksberg Ret vedrørende overtrædelser af færdselsloven, specifikt køre- og hviletidsbestemmelserne. Tiltalte påstod frifindelse, mens Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af byrettens dom.

Sagens Forløb

Frederiksberg Rets dom af 3. november 2008 blev anket af Tiltalte, der påstod frifindelse. Anklagemyndigheden påstod derimod, at byrettens dom skulle stadfæstes.

Tiltaltes Forklaring og Forsvarets Argumentation

Tiltalte, der driver en fragtvirksomhed, forklarede, at virksomheden på gerningstidspunktet havde tre ansatte. Han var ansvarlig for den daglige tilrettelæggelse af ture, kundekontakt og bilernes driftssikkerhed, mens hans hustru stod for bogholderiet. Tiltalte bestred ikke de faktiske oplysninger i tiltalen eller bødeberegningen.

Forsvareren argumenterede for, at straffen skulle fastsættes efter Færdselsloven § 118, stk. 10, jf. Straffeloven § 26, stk. 2. Det blev fremført, at Tiltalte, med kun tre ansatte, ikke burde pålægges strafansvar i henhold til Straffeloven § 26, stk. 2, da forarbejderne til lovbestemmelsen forudsætter, at enkeltmandsvirksomheder typisk skal have mellem 10-12 ansatte, før strafansvar pålægges.

Anklagemyndigheden fastholdt sin påstand om stadfæstelse af straffen i henhold til Færdselsloven § 118, stk. 9.

Landsrettens Begrundelse og Overvejelser

Landsretten gennemgik baggrunden for strafansvar for juridiske personer og principperne for objektivt individualansvar.

Kollektivansvar og Objektivt Individualansvar

• Dansk ret har længe anerkendt strafferetligt ansvar for juridiske personer, primært i form af bødestraf. Dette kollektivansvar kan enten kombineres med eller erstatte ansvar for enkeltpersoner, forudsat hjemmel i lovgivningen.
• Lovforslag L 201 (lov nr. 474/1996) havde til formål at indføre generelle bestemmelser om kollektivansvar i straffeloven.
• Justitsministeriet tilsluttede sig betænkeligheder ved at pålægge strafansvar for enkeltpersoner, hvor lovovertrædelsen ikke kan tilregnes som forsætlig eller uagtsom. Det anses som stridende mod retfærdighed at straffe en person for handlinger begået af andre, som den pågældende ikke kan bebrejdes.

Særlige Forhold i Færdselsloven

• Inden for visse områder, som arbejdsmiljø og færdselsloven, kan et sædvanligt ansvar baseret på forsæt og uagtsomhed være utilstrækkeligt til at sikre lovoverholdelse.
• Risikoen for objektivt individualansvar kan skabe incitament for virksomhedsindehavere til at overholde lovkrav, f.eks. vedrørende køre- og hviletid.
• For små enkeltmandsvirksomheder med enkel struktur og få ansatte kan en ophævelse af objektivt individualansvar betyde, at der ikke er mulighed for at placere et strafansvar, hverken på indehaveren personligt eller på virksomheden.
• Justitsministeriet fandt, at det ikke kan udelukkes, at en ophævelse af objektivt individualansvar vil have uheldige virkninger for håndhævelsen af lovgivningen. Det blev derfor foreslået, at bestemmelser om objektivt individualansvar kun bør findes, hvor der er afgørende hensyn til håndhævelsen af lovgivningen.

Lovændring i Færdselsloven

• Ved lov nr. 468 af 10. juni 1997 blev Færdselsloven § 118, stk. 7 (om selskabers bødeansvar) ændret til den nuværende affattelse i Færdselsloven § 118, stk. 10.
• Det er vigtigt, at bestemmelsen om objektivt individualansvar, der dengang fandtes i Færdselsloven § 118, stk. 6 (nu Færdselsloven § 118, stk. 9), ikke blev ophævet i forbindelse med denne lovændring.

Landsretten stadfæstede byrettens dom i sagen mod Tiltalte. Retten fandt, at Straffeloven § 26, stk. 2, ikke fandt anvendelse ved de omhandlede overtrædelser, og at afgørelsen skulle træffes i henhold til Færdselsloven § 118, stk. 9, jf. Færdselsloven § 86 a, stk. 1. Tiltalte blev pålagt at betale sagens omkostninger for landsretten.