Højesteret idømmer forvaring i sag om grove seksualforbrydelser

I en sag ved Højesteret stod det klart, at den centrale tvist omhandlede straffastsættelsen for T, som var tiltalt for adskillige grove seksualforbrydelser begået over en periode på ca. 6 år. Forbrydelserne omfattede bl.a. samleje med børn under 12 år, blufærdighedskrænkelse, besiddelse og udbredelse af børnepornografisk materiale samt medvirken til flere andre personers voldtægt og seksuelle overgreb mod børn, herunder spædbørn, via to websider. T havde tidligere, i 2010, modtaget en 6 måneders fængselsdom for blandt andet vold af særlig rå og brutal karakter samt frihedsberøvelse, men ikke for seksualforbrydelser. Anklagemyndigheden anførte, at Ts handlinger og Retslægerådets vurdering af hans person indikerede en væsentlig risiko for gentagelse af lignende forhold, hvilket gjorde forvaring påkrævet frem for fængselsstraf, uanset T ikke tidligere var dømt for seksualforbrydelser. T argumenterede for vægtningen af hans tidligere frifindelser, hans ikke-tidligere straffede forhold inden for seksualkriminalitet, og at han var villig til at søge hjælp. Denne sag rejste fundamentale spørgsmål om anvendelsen af forvaring til at forebygge fremtidige seksualforbrydelser, særligt i lyset af retsgrundlaget etableret ved lovændringen i 1997, der udvidede anvendelsesområdet for forvaring.

Højesteret fandt, at de begåede forhold og oplysningerne om Ts person i høj grad antydede en risiko for gentagelse af forbrydelserne, hvilket retfærdiggjorde anvendelsen af forvaring frem for fængselsstraf, jf. straffelovens § 70, stk. 2. Denne beslutning blev styrket af Retslægerådets udtalelse, der pegede på Ts svære personlighedsforstyrrelser og alvorligheden af de begåede kriminaliteter. Højesteret tog derfor anklagemyndighedens påstand om forvaring til følge og idømte T til forvaring. Sagaens omkostninger for Højesteret blev pålagt statskassen.