Højesterets kendelse om opholdstilladelse – alderens betydning

Denne sag omhandler en appel til Højesteret vedrørende et afslag på opholdstilladelse og spørgsmålet om retskraften af en tidligere byretskendelse om en ansøgers alder.

Sagens Baggrund

Sagen blev anket til Højesteret af Appellant 1, Appellant 2 og Appellant 3 (tidligere Sagsøger 1, 2 og 3) mod Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Appellanterne påstod, at Ministeriets afgørelse af 14. december 2005 skulle ophæves, og at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling ved landsretten.

Kernespørgsmål

Et centralt spørgsmål i sagen, som blev udskilt til særskilt forhandling og afgørelse i henhold til Retsplejeloven § 253, stk. 1 og Retsplejeloven § 253, stk. 2, var, hvorvidt Københavns Byrets kendelse af 7. juni 2006 var endelig og havde retskraft. Dette skulle afgøre, om sagen var begrænset til spørgsmålet om afslag på opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9 c, stk. 1, 1. pkt., fordi afslaget efter den dagældende Udlændingeloven § 9, stk. 1, nr. 2 allerede var afgjort endeligt ved byrettens upåankede kendelse.

Appellanternes Påstande og Anbringender

Appellanterne nedlagde to påstande:

• Påstand 1: At Højesteret skulle tage under pådømmelse, om indstævntes afslag på opholdstilladelse i Danmark efter den dagældende Udlændingeloven § 9, stk. 1, nr. 2, til Appellant 1 skulle ophæves.
• Påstand 2: At det ved Højesterets pådømmelse af, om indstævntes afslag på opholdstilladelse i Danmark efter Udlændingeloven § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til Appellant 1 skulle ophæves, skulle lægges til grund, at hans alder på ansøgningstidspunktet ikke med bindende virkning var fastlagt gennem Københavns Byrets kendelse af 7. juni 2006.

Appellanterne argumenterede for, at Københavns Byrets prøvelse efter Udlændingeloven § 52 manglede kendetegn fra en normal domstolsprøvelse og derfor ikke havde retskraft som en dom, men snarere skulle sidestilles med en nævnsafgørelse. De mente, at Højesteret som følge heraf ikke var bundet af byrettens kendelse af 7. juni 2006, og at Integrationsministeriets afslag på opholdstilladelse efter den dagældende Udlændingeloven § 9, stk. 1, nr. 2 kunne prøves af Højesteret i forbindelse med nærværende sag, der vedrører prøvelse efter Grundloven § 63.

Ministeriets Påstande og Anbringender

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration påstod principalt afvisning over for påstand 1 og subsidiært hjemvisning. Over for påstand 2 påstod ministeriet principalt frifindelse, subsidiært stadfæstelse og mere subsidiært hjemvisning.

Ministeriet anførte, at afslaget på opholdstilladelse i medfør af den dagældende Udlændingeloven § 9, stk. 1, nr. 2 til Appellant 1 var prøvet ved Københavns Byrets kendelse af 7. juni 2006 i medfør af Udlændingeloven § 52. Da kendelsen ikke var kæret til landsretten, og der ikke var søgt om tilladelse til ekstraordinær appel, var kendelsen endelig og retskraftig. Ministeriet mente, at der ikke var grundlag for at tillade en ny prøvelse af spørgsmålet om Appellant 1's alder i strid med almindelige processuelle principper om retskraft, hverken i relation til den dagældende Udlændingeloven § 9, stk. 1, nr. 2 eller Udlændingeloven § 9 c, stk. 1, 1. pkt..

Højesterets Afgørelse

Sagen for Højesteret blev begrænset til spørgsmålet om afslag på opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9 c, stk. 1, 1. pkt..

Begrundelse for Afgørelsen

• Byrettens Kendelse: Københavns Byret fastslog den 7. juni 2006, med henvisning til Retslægerådets udtalelse og sagens øvrige oplysninger, at Appellant 1 var over 18 år på ansøgningstidspunktet for opholdstilladelse.
• Retskraft: Da Appellant 1 ikke påkærede byrettens kendelse til landsretten, er spørgsmålet om Appellant 1's alder retskraftigt afgjort ved kendelsen af 7. juni 2006 i relation til opholdstilladelse.
• Konsekvens: Det skal derfor under nærværende sag lægges til grund, at Appellant 1 var over 18 år på ansøgningstidspunktet.

Resultat

Højesteret bestemte, at sagen er begrænset til spørgsmålet om afslag på opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9 c, stk. 1, 1. pkt., og at det under sagen skal lægges til grund, at Appellant 1 var over 18 år på ansøgningstidspunktet.