Højesterets kendelse om hjemvisning af sag vedrørende ophævelse af udvisning efter Udlændingelovens § 50

Domfældte, en statsløs palæstinenser fra Libanon, indrejste i Danmark i 2003 og fik asyl i 2005. Han blev i 2007 idømt 5 års fængsel for narkotikakriminalitet i henhold til Straffeloven § 191 og udvist med et indrejseforbud for bestandig. Hans opholdstilladelse bortfaldt som følge heraf.

Sagens Baggrund og Forløb

Efter sin løsladelse i 2010 fik Domfældte af Flygtningenævnet fortsat anerkendt sit asylbehov i henhold til Udlændingeloven § 7, stk. 1, men blev udelukket fra at få ny opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 10, stk. 3. Han kunne ikke tvangsmæssigt udsendes til Libanon, jf. Udlændingeloven § 31, stk. 1, og har siden da været på såkaldt "tålt ophold" i Danmark med daglig meldepligt.

I 2021 blev Domfældte igen straffet med 7 måneders fængsel for overtrædelse af meldepligten i henhold til Udlændingeloven § 60, stk. 2 jf. Udlændingeloven § 34, stk. 4 og blev udvist med et indrejseforbud i 6 år.

Domfældte er gift med en dansk statsborger, og parret har tre mindreårige børn, alle danske statsborgere. Familien bor sammen, og Domfældte er børnenes primære omsorgsperson på grund af hustruens helbredsmæssige forhold.

Tidligere Retsinstanser

Domfældte anmodede om at få sin udvisning ophævet. Retten i Aarhus tillod i september 2023, at spørgsmålet om ophævelse af udvisningen kunne prøves på ny, da der var indtrådt væsentlige ændringer i hans personlige og familiemæssige forhold. Retten vurderede dog, at der ikke var indtrådt så væsentlige ændringer, at udvisningerne burde ophæves i medfør af Udlændingeloven § 50.

Domfældte kærede afgørelsen til Vestre Landsret. Landsretten afviste i november 2023 sagen med den begrundelse, at de tidsmæssige betingelser for at behandle sagen i henhold til Udlændingeloven § 50, stk. 1, ikke var opfyldt. Landsretten fandt ikke, at der forelå en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder TEUF artikel 20, da børnene ikke ville være nødsaget til at forlade Unionens område.

Anbringender for Højesteret

Domfældte påstod, at udvisningerne skulle ophæves, idet der var indtrådt så væsentlige ændringer i hans forhold, at opretholdelsen af udvisningen med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Han gjorde gældende, at der forelå "ganske særlige grunde" til at fravige tidsfristerne i Udlændingeloven § 50, stk. 1, 2. pkt., og at han havde en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20 som følge af sine børns afhængighedsforhold til ham. Han henviste til EU-Domstolens praksis, herunder sagerne C-451/19 og C-532/19 (XU og QP), som omhandler afhængighedsforhold mellem unionsborgerbørn og tredjelandsforældre.

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens afgørelse eller subsidiært hjemvisning til landsretten. Anklagemyndigheden anførte, at en tredjelandsstatsborger på tålt ophold, der ikke aktuelt står over for udsendelse, ikke kan aflede opholdsret efter TEUF artikel 20, da børnene i en sådan situation ikke er nødsaget til at ledsage forælderen ud af Unionens område. Anklagemyndigheden henviste dog også til, at EU-Domstolens praksis i Person 2-sagen (C-34/09) ikke havde tillagt det betydning, at ægteparret alene havde processuelt ophold i Belgien.

Højesterets Afgørelse

Højesteret hjemviste sagen til Vestre Landsret for realitetsbehandling af Domfældtes anmodning om ophævelse af udvisningen i medfør af Udlændingeloven § 50.

Begrundelse for Hjemvisning

Et flertal af dommerne (fire ud af fem) fandt, at der forelå "ganske særlige grunde" til at fravige de almindelige tidsfrister for prøvelse af udvisning i Udlændingeloven § 50, stk. 1. Dette skyldtes en formodning om, at Domfældte har en afledt opholdsret efter Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20 som følge af hans mindreårige danske børns afhængighedsforhold til ham. Højesteret lagde vægt på, at:

• Det forhold, at Domfældte er på tålt ophold, og at der ikke umiddelbart er udsigt til udsendelse, ikke i sig selv kan danne grundlag for at afvise en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20.
• EU-Domstolens praksis, herunder dommene i de forenede sager C-451/19 og C-532/19 (XU og QP), indikerer en formodning om afhængighedsforhold, når en mindreårig unionsborger har fast bopæl med begge forældre, og forældrene i det daglige er fælles om at varetage barnets forsørgelse og omsorg.

Mindretallets Synspunkt

En dommer stemte for at stadfæste landsrettens afvisning af sagen. Mindretallet mente, at der ikke var grundlag for en formodning om, at Domfældtes udvisning ville medføre, at hans danske kone og børn ville blive nødsaget til at forlade Danmark. Det blev anført, at familien sandsynligvis ville opretholde bopæl i Danmark, og at der ikke var fremlagt nye oplysninger om væsentlige ændringer i Domfældtes forhold siden den seneste udvisningsdom fra Højesteret i 2021.

Omkostninger

Statskassen blev pålagt at betale kæresagens omkostninger for Højesteret.