Fleksydelse og drift af udlejningsejendom - afgrænsning mellem formueforvaltning og selvstændig virksomhed

En ansøger, der som barn fik en udlejningsejendom med 10 lejligheder som båndlagt gave, søgte om fleksydelse. Ejendommens drift blev varetaget af professionelle, mens ansøgerens børn stod for det administrative arbejde. Ansøgeren deltog ikke personligt i driften.

Kommunen afslog ansøgningen om fleksydelse fra 1. januar 2008. Begrundelsen var, at indtægten fra ejendommen forventedes at overstige grænsebeløbet på knapt 62.000 kr. i 2008. Kommunen henviste til, at det var en betingelse for fleksydelse med selvstændig virksomhed, at arbejdstiden højst udgjorde 400 timer årligt, og indtægten ikke oversteg 61.873 kr. (2007-niveau) jf. Lov om fleksydelse § 41, stk. 1.

Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse og hjemviste sagen til ny behandling. Nævnet vurderede, at driften af ejendommen som udgangspunkt var formueforvaltning. Nævnet henviste til en vejledende hovedregel om, at drift af op til 5 udlejningsejendomme eller 30 lejemål var formueforvaltning, hvis der ikke var personlig arbejdsindsats fra ejerens side. Sagen blev hjemvist, da kommunen ikke havde undersøgt ansøgerens personlige arbejdsindsats.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg tiltrådte i det væsentlige beskæftigelsesankenævnets afgørelse. Der var ikke specifikke regler i Lov om fleksydelse § 21, stk. 1 om afgrænsningen mellem selvstændig virksomhed og formueforvaltning.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at vejledningen til fleksydelsesloven henviste til en bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed, som indeholdt en vejledende hovedregel for udlejningsejendomme. Denne regel fastslog, at der var tale om formueforvaltning ved højst 5 ejendomme eller 30 lejemål, forudsat at der ikke var en personlig arbejdsindsats fra ejerens side.

Ankestyrelsen lagde vægt på følgende forhold:

• Ejendommen var en mindre ejendom med 10 lejligheder, hvilket var under den vejledende grænse på 30 lejemål.
• Driften af ejendommen skete uden personlig arbejdsindsats fra ansøgerens side, hvilket kommunen ikke havde bestridt.

Sagen blev dermed hjemvist til kommunen for en fornyet vurdering baseret på disse principper.