Højesteret: Telefonforkyndelser over for russiske statsborgere i udlændingesag var ulovlige

Denne sag omhandler gyldigheden af telefonforkyndelser foretaget af anklagemyndigheden over for tre russiske statsborgere, Tiltalte 25, Tiltalte 1 og Tiltalte 3, der var tiltalt for overtrædelse af udlændingelovgivningen.

Sagens Baggrund

De tre tiltalte var frifundet i byretten og landsretten for at have udført arbejde på slæbebåde inden for dansk søterritorium uden fornøden tilladelse. Anklagemyndigheden havde med Procesbevillingsnævnets tilladelse anket sagen til Højesteret.

Anklagemyndighedens Anmodning og Argumentation

Anklagemyndigheden anmodede Højesteret om at træffe afgørelse om gyldigheden af telefonforkyndelserne. De anførte, at betingelserne for telefonforkyndelse i Retsplejeloven § 155, stk. 1, nr. 6 og Retsplejeloven § 156 a var opfyldt. De argumenterede for, at det ikke med sikkerhed kunne fastslås, at de tiltalte havde kendt bopæl eller opholdssted i Rusland på tidspunktet for forkyndelsen, jf. Retsplejeloven § 158, da adresseoplysningerne var gamle, og de havde arbejdet på slæbebåde uden for Ruslands grænser. Anklagemyndigheden oplyste, at hvis telefonforkyndelserne blev fundet gyldige, ville de frafalde anken for de øvrige 25 russiske statsborgere i ankesagen og nedlægge påstand om strafbortfald for de tre navngivne tiltalte, jf. Straffeloven § 83, 2. pkt. Hvis forkyndelserne blev fundet ugyldige, ville anklagemyndigheden fortsætte bestræbelserne med at forkynde via de russiske myndigheder.

De Tiltaltes Argumentation

De tiltalte bestred gyldigheden af telefonforkyndelserne. De gjorde gældende, at ankemeddelelserne skulle forkyndes for dem ved brev eller retshjælp, da de havde kendt bopæl eller opholdssted i udlandet, jf. Retsplejeloven § 158. De mente desuden, at selv hvis telefonforkyndelse generelt var mulig, opfyldte de konkrete forkyndelser ikke betingelserne i retsplejeloven og forkyndelsesbekendtgørelsen.

Højesteret fastslog, at anklagemyndigheden forud for telefonforkyndelserne var i besiddelse af adresseoplysninger i Rusland for Tiltalte 25, Tiltalte 1 og Tiltalte 3. Disse oplysninger stemte overens med de adresser, de tiltalte opgav under telefonopkaldene. På denne baggrund fandt Højesteret, at de tiltalte på tidspunktet for telefonforkyndelserne havde kendt bopæl eller opholdssted i Rusland, jf. Retsplejeloven § 158. I sådanne tilfælde skal forkyndelse ske ved brevforkyndelse eller på den måde, der er foreskrevet ved konvention eller vedkommende lands lov. Anklagemyndigheden kunne derfor ikke anvende telefonforkyndelse som middel til at forkynde ankemeddelelserne, jf. Retsplejeloven § 155, stk. 1, nr. 6 og Retsplejeloven § 156 a, samt Retsplejeloven § 159, stk. 1, nr. 2 og Retsplejeloven § 159, stk. 3. De foretagne telefonforkyndelser var således ikke lovlige. Sagerne blev udsat.