Standsning af sygedagpenge efter vurdering af manglende fuld uarbejdsdygtighed

En lønmodtager, der arbejdede som ufaglært gårdmand, pådrog sig en rygskade i august 1998. Han modtog sygedagpenge frem til den 22. december 1999, hvor Kommunen standsede udbetalingen. Begrundelsen var, at lønmodtageren ifølge kommunens lægekonsulent ikke længere blev anset for fuldt uarbejdsdygtig, jf. Dagpengeloven § 5, stk. 1. Dagpengene var forinden forlænget ud over varighedsbegrænsningen på 52 uger på grund af en uafsluttet arbejdsskadesag. Lønmodtagerens Arbejdsløshedskasse vurderede desuden, at han ikke var til rådighed for arbejdsmarkedet. Forbundet klagede over kommunens afgørelse og henviste til lønmodtagerens helbredsmæssige gener, som beskrevet i en neurologisk speciallægeerklæring af 18. oktober 1999. De kritiserede også manglen på en realistisk opfølgningsplan og en konkret vurdering af arbejdsevnen, samt at der var en verserende arbejdsskadesag. Kommunen fastholdt sin afgørelse, men erkendte, at der ikke havde været tilstrækkelig opfølgning, jf. Dagpengeloven § 24, men skønnede, at dette ikke havde betydning for sagen. Kommunen afslog også kontanthjælp med henvisning til gensidig forsørgerpligt. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn om uarbejdsdygtighed, men anerkendte et skånebehov. Efter at Arbejdsskadestyrelsen havde fastsat et erhvervsevnetab på 15% i august 2000, anmodede forbundet om genoptagelse af sygedagpengeudbetalingen. Nævnet genoptog sagen og hjemviste den til kommunen for en fornyet vurdering, med henvisning til manglende helhedsvurdering og skriftlig handlingsplan. Kommunen fastholdt dog sin afgørelse om, at lønmodtageren ikke var berettiget til sygedagpenge efter 22. december 1999, da han ikke længere blev anset for fuldt uarbejdsdygtig. Lønmodtagerens advokat klagede over kommunens afgørelse og anførte, at der var talrige sagsbehandlingsfejl, herunder manglende opfølgning efter Dagpengeloven § 24, manglende helhedsvurdering og vurdering af behov for revalidering. Advokaten anførte desuden, at nævnet ikke havde efterprøvet skønnet eller forholdt sig til, at lægekonsulentens vurdering ikke alene kunne være afgørende. Sagen blev behandlet af Ankestyrelsen med henblik på at afklare, om formelle sagsbehandlingsfejl kan have ugyldighedsvirkning, således at der kan være ret til sygedagpenge, uanset at der ikke er tale om fuld uarbejdsdygtighed.

Lønmodtageren var ikke berettiget til sygedagpenge efter den 22. december 1999. Ankestyrelsen fandt, at lønmodtageren ikke kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, da Kommunen traf afgørelse den 8. december 1999, jf. Dagpengeloven § 5, stk. 1. Ankestyrelsen lagde vægt på de lægelige oplysninger i den neurologiske speciallægeerklæring af 18. oktober 1999. Heraf fremgik det, at lønmodtageren havde smerter og nedsat bevægelighed i lænden, men at dette ikke var til hinder for, at han kunne påtage sig et lettere arbejde med skånehensyn for rygbelastende arbejde. Ud fra en bredere vurdering var lønmodtageren således ikke fuldt uarbejdsdygtig ved standsningen af sygedagpengene. Ankestyrelsen anerkendte, at der var formelle mangler i sagsbehandlingen, som også påtalt af Nævnet. Dog vurderede Ankestyrelsen, at disse formelle mangler konkret ikke havde haft betydning for kommunens afgørelse om at standse sygedagpengene den 22. december 1999. Dette skyldtes, at der på afgørelsestidspunktet ikke længere var et materielt grundlag for fortsat udbetaling af sygedagpenge. Ankestyrelsen præciserede dog, at en eventuel manglende opfølgning og vurdering generelt kan have ugyldighedsvirkning, således at manglerne har betydning ud over tidspunktet, hvor varighedsbegrænsningen indtræder, uanset om der forlænges på grund af arbejdsskadesag. I den aktuelle sag var dette dog ikke tilfældet, da sagsbehandlingsfejlene konkret ikke havde haft betydning for sagens afgørelse. Ankestyrelsen tiltrådte dermed det sociale nævns afgørelse.