Afslag på sygedagpenge efter afsoning - krav om ny beskæftigelsesperiode

En borger, der modtog sygedagpenge, blev fængslet og var fortsat syg under og efter fængslingen. Efter løsladelsen søgte borgeren kommunen om sygedagpenge igen.

Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at borgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet om at have været tilknyttet arbejdsmarkedet i 13 uger og beskæftiget i mindst 120 timer før sygdommens indtræden. Kommunen mente, at den tidligere sygedagpengeperiode var standset på grund af fængslingen, og retten til sygedagpenge skulle derfor generhverves.

Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt borgeren berettiget til sygedagpenge. Nævnet vurderede, at ophøret af sygedagpenge under frihedsberøvelsen måtte betragtes som en suspension, og da borgeren fortsat var uarbejdsdygtig ved løsladelsen, havde han ret til genoptagelse af udbetalingen uden ny ansøgning.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse og anførte, at der ikke var lovhjemmel eller praksis for genoptagelse af sygedagpenge efter strafafsoning, og at begrebet suspension ikke var omtalt i Sygedagpengeloven § 74. Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om beskæftigelseskravet i Sygedagpengeloven § 32 kunne anses for opfyldt efter afsoning, når en borger modtog sygedagpenge før indsættelse og var uarbejdsdygtig under hele afsoningsperioden.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg afgjorde, at borgeren ikke havde ret til sygedagpenge. Udvalget ændrede dermed beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen vurderede, at modtagelse af sygedagpenge forud for fængsling ikke medførte, at udbetalingen blev genoptaget ved løsladelse. Der var tale om en ny sygeperiode, og borgeren skulle derfor på ny opfylde betingelserne for at modtage sygedagpenge.

Udvalget lagde vægt på følgende:

• Sygedagpenge ophører ved fængsling, og der findes ingen særlige regler i Sygedagpengeloven der regulerer forholdet efter løsladelsen.
• Den primære årsag til fraværet fra arbejdsmarkedet under afsoning var fængslingen, ikke sygdommen alene.
• Kommunen havde ikke mulighed for løbende at følge op på sagen, vurdere uarbejdsdygtighed, visitere eller afholde samtaler under fængselsopholdet.

På denne baggrund sidestillede udvalget fængselsopholdet med en raskmelding, uanset om borgeren fortsat var syg. Afgørelsen medførte ikke krav om tilbagebetaling af tidligere udbetalte beløb.