Højesteretsdom om sygedagpenge: Manglende helhedsvurdering og handleplan

En lønmodtager blev sygemeldt med en rygskade i august 1998 og afskediget i juni 1999. I december 1999 traf kommunen afgørelse om at standse udbetalingen af sygedagpenge, da de vurderede, at lønmodtageren ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig. Kommunen henviste ham til at kontakte sin arbejdsløshedskasse og stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen.

Lønmodtageren klagede til Det Sociale Nævn, som i januar 2001 hjemviste sagen til kommunen. Begrundelsen var, at kommunen ikke havde udarbejdet en skriftlig helhedsvurdering eller en opfølgningsplan som foreskrevet i lovgivningen. Kommunen fastholdt dog sin afgørelse, hvilket blev stadfæstet af nævnet i september 2001 og af Ankestyrelsen i februar 2002.

Lønmodtageren stævnede herefter Ankestyrelsen. Landsretten ophævede i december 2003 Ankestyrelsens afgørelse og hjemviste sagen. Sagen blev derefter anket til Højesteret, som afsagde dom i maj 2005.

Højesteret fandt, at kommunens mangler i sagsbehandlingen – herunder manglende skriftlig helhedsvurdering efter Retssikkerhedsloven § 6 og Retssikkerhedsloven § 7, manglende opfølgningsplan efter den dagældende Sygedagpengeloven § 24, stk. 2, samt for få opfølgningssamtaler – ikke i sig selv gjorde afgørelsen om standsning af sygedagpenge ugyldig.

Højesterets vurdering af sagsbehandlingsmangler

Højesteret fastslog, at manglerne ved sagsbehandlingen ikke havde betydning for rigtigheden af kommunens afgørelse af 8. december 1999 om at standse udbetalingen af sygedagpenge fra 22. december 1999. Der var heller ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens vurdering af, at lønmodtageren ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom fra denne dato.

Betydning af hjemvisning

Højesteret vurderede endvidere, at Det Sociale Nævns hjemvisning af sagen til kommunen i januar 2001 ikke afskar kommunen fra at fastholde sin oprindelige afgørelse ved sagens genbehandling, jf. Retssikkerhedsloven § 68, stk. 2.

Som konsekvens af ovenstående fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at ændre eller ophæve Ankestyrelsens afgørelse af 5. februar 2002, og Ankestyrelsens frifindelsespåstand blev derfor taget til følge.