Højesteretsdom: Frifindelse i sag om overtrædelse af udstationeringsloven grundet uforholdsmæssig offentliggørelse af leveringssted

Sagen omhandlede et polsk selskab, T, der var tiltalt for fire overtrædelser af den dagældende Udstationeringsloven vedrørende manglende eller for sen anmeldelse af tjenesteydelser i Register over Udenlandske Tjenesteydere (RUT-registret). Anklagemyndigheden påstod domfældelse, mens T påstod frifindelse med henvisning til, at anmeldelsespligten og den offentlige adgang til oplysninger i RUT-registret var i strid med EU-retten.

Anklagemyndighedens Argumenter

Anklagemyndigheden argumenterede for, at anmeldelses- og offentliggørelsesordningen i den dagældende Udstationeringsloven § 7 a og Udstationeringsloven § 7 c ikke var i strid med Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 56, stk. 1, om fri udveksling af tjenesteydelser. Det blev fremført, at alle anmeldte oplysninger var nødvendige for, at myndigheder og arbejdsmarkedets parter kunne føre effektiv kontrol for at sikre fair konkurrence og ordentlige løn- og arbejdsvilkår for udstationerede arbejdstagere. Offentliggørelse af oplysninger om leveringsstedet blev anset for afgørende for en effektiv kontrol, da udenlandske tjenesteydere kun kunne mødes med kontrolforanstaltninger på det midlertidige arbejdssted.

T's Argumenter

T anførte, at anmeldelsespligten i den dagældende Udstationeringsloven § 7 a, stk. 1 og 5 medførte en uforholdsmæssig administrativ byrde for udenlandske tjenesteydere. Selskabet udførte årligt ca. 100 projekter i Danmark, hvilket krævede et stort antal anmeldelser og løbende opdateringer, i modsætning til danske virksomheder, der registrerede på virksomhedsniveau i CVR-registret. T gjorde desuden gældende, at offentliggørelsen af anmeldte oplysninger, især om stedet for levering af tjenesteydelsen, var i strid med Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 56, stk. 1, da det medførte en konkurrenceforvridning. Oplysningerne var tilgængelige for konkurrenter og kunne afsløre kundeforhold, hvilket ofte var fortroligt. T påpegede, at andre EU-lande med tilsvarende registre kun gjorde oplysningerne tilgængelige for myndigheder og arbejdsmarkedets parter, ikke for offentligheden.

Sagens Forløb i Tidligere Instanser

Retten i Horsens fandt T skyldig i alle fire forhold og idømte en bøde på 20.000 kr. Byretten vurderede, at RUT-reglerne ikke var i strid med EU-retten, da de var begrundet i tvingende almene hensyn og ikke gik videre end nødvendigt. Vestre Landsret frifandt derimod T. Landsretten var enig i, at anmeldelsespligten i sig selv var proportional, men fandt, at den offentlige adgang til oplysningen om stedet for levering af tjenesteydelsen gik videre end nødvendigt og dermed var i strid med Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 56, stk. 1.

Højesterets Afgørelse

Højesteret stadfæstede Landsrettens frifindelse af T. Retten fandt, at anmeldelsespligten i den dagældende Udstationeringsloven § 7 a, stk. 1 og 5 var nødvendig og proportional for at sikre effektiv kontrol med udenlandske tjenesteydere. Dette var i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis.

Dog vurderede Højesteret, at den offentlige adgang til oplysningen om stedet for levering af tjenesteydelsen i henhold til den dagældende Udstationeringsloven § 7 c, stk. 1 gik videre end nødvendigt og var i strid med Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 56, stk. 1. Offentliggørelsen kunne medføre en konkurrencemæssig ulempe for udenlandske virksomheder ved at afsløre kundeforhold, som ofte er fortrolige. Selvom arbejdsmarkedets parter har behov for adgang til disse oplysninger, fandt Højesteret ikke vægtige grunde til, at oplysningen skulle være tilgængelig for enhver.

Da anmeldelse til RUT-registret forudsatte indtastning af alle oplysninger nævnt i § 7 a, og da oplysningen om leveringsstedet ulovligt blev offentliggjort, kunne T ikke straffes for manglende rettidige anmeldelser.

Sagsomkostninger og Kompensation

• Landsrettens dom blev stadfæstet, og T blev frifundet.
• Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger for alle tre instanser.
• På grund af den usædvanligt lange sagsbehandlingstid (fra 2012/2013 til 2020), som ikke skyldtes T's forhold, tilkendte Højesteret T's forsvarer 40.000 kr. med tillæg af moms i delvis dækning af vederlag, jf. Retsplejeloven § 1007, stk. 2, 1. pkt..