Landsrettens dom i sag om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse

Sagen omhandler en appelsag ved Vestre Landsret vedrørende lovligheden af en tvangsindlæggelse og efterfølgende tvangstilbageholdelse af en patient med svær nervøs spisevægring. Appellanten, repræsenteret af Advokat Birte Krag Jespersen, påstod, at både tvangsindlæggelsen den 24. februar 1999, Patientklagenævnets godkendelse den 25. marts 1999, og den efterfølgende tvangstilbageholdelse indtil den 6. april 1999 var ulovlige. Indstævnte, Århus Amt, påstod principalt stadfæstelse af byrettens dom og subsidiært, at tvangsindlæggelsen den 24. februar 1999 og tvangstilbageholdelsen i perioden 24. februar 1999 til 29. marts 1999 blev kendt lovlig.

Sagens Baggrund og Forløb

Appellanten har en lang historie med nervøs spisevægring, der har ført til gentagne indlæggelser på psykiatriske afdelinger siden hun var 16 år. Hendes tilstand har i perioder været livstruende.

Tvangsindlæggelsen den 24. februar 1999

• Appellanten blev tvangsindlagt på Psykiatrisk Hospital i Århus den 24. februar 1999.
• Ved indlæggelsen vejede hun 30 kg og blev overflyttet til en medicinsk afdeling for tvangsbehandling via sonde.
• Hendes tilstand blev vurderet som livstruende med ekstrem afmagring, påvirket blodbillede og ophørte menstruationer.
• Hun var ude af stand til at erkende og forstå den livstruende situation og udtrykte, at hun følte sig uren ved fødeindtagelse, hvilket indikerer svært læderet realitetstestning.

Retslægerådets Erklæring

Retslægerådet afgav den 20. december 1999 en erklæring, hvori det blev fastslået, at appellanten på tidspunktet for tvangsindlæggelsen var sindssyg eller i en tilstand, der måtte ligestilles med sindssygdom. Rådet vurderede, at hun samtidig var til fare for sig selv, da hendes tilstand var livstruende uden behandling. Det blev anset for uforsvarligt at undlade tvangsindlæggelse og at undlade at opretholde den, indtil behandling var etableret.

Appellantens Forklaring

Appellanten forklarede, at hun omkring jul 1998 vejede ca. 30 kg, og at hendes normalvægt er 38 kg. Hun er veganer af idealistiske grunde og har forgæves forsøgt at få en passende vegansk diæt fra Psykiatrisk Hospital. Hun mente, at vægttabet skyldtes infektioner og ikke spisevægring, og at hun som kræftpatient havde ret til at sige nej til behandling. Hun var villig til en ambulant diæt, men lægerne insisterede på indlæggelse og non-vegansk kost. Hun opfattede det sådan, at man ikke troede på, at hun ville indtage maden selv, og at de mente, der var risiko for, at hun ville dø.

Overlægernes Vidneforklaringer

Forhenværende overlæge Person 1, der besluttede tvangsindlæggelsen, forklarede, at der var en overbevisende lægeerklæring, og at han i samråd med overlæge Person 2 fra medicinsk afdeling fandt indlæggelsen hastende. Han understregede, at livstruende anoreksi ligestilles med sindssygdom, og at en ambulant behandling var forbundet med stor risiko. Overlæge Person 3 godkendte den efterfølgende tvangstilbageholdelse.

Landsrettens Begrundelse og Resultat

Landsretten bemærkede indledningsvis, at Patientklagenævnets afgørelse, der forelå før frihedsberøvelsens ophør, ikke udelukker en stillingtagen til den efterfølgende tvangstilbageholdelse.

Lovlighed af Tvangsindlæggelsen

På baggrund af Retslægerådets erklæring af 20. december 1999 og forhenværende overlæge Person 1's forklaring tiltrådte landsretten, at tvangsindlæggelsen den 24. februar 1999 var lovlig. Appellanten blev anset for at have befundet sig i en tilstand, der efter loven og dens forarbejder måtte ligestilles med sindssygdom. Lægerne var berettigede og forpligtede til at se bort fra appellantens ønsker om ambulant behandling, da situationen med betydelig sandsynlighed var livstruende. Landsretten stadfæstede derfor byrettens afgørelse vedrørende tvangsindlæggelsen.

Lovlighed af Tvangstilbageholdelsen

Landsretten fandt, at de materielle betingelser for tvangstilbageholdelsen frem til den 6. april 1999 var opfyldt, baseret på Retslægerådets erklæring og øvrige lægelige oplysninger.

Imidlertid var de formelle betingelser for tvangstilbageholdelsen ikke opfyldt. Ifølge tvangsprotokollen blev efterprøvelse af frihedsberøvelsen noteret den 27. februar, 9. marts og 19. marts 1999. I henhold til Psykiatriloven § 21, stk. 2, jf. stk. 1, skulle efterprøvelsen udover den 27. februar have fundet sted den 6. marts, 16. marts og 26. marts.

Da de formelle betingelser ikke var opfyldt, kendtes tvangstilbageholdelsen af appellanten i følgende perioder ulovlig:

Tvangstilbageholdelsen i øvrige perioder blev kendt lovlig.

Afgørelse

Den indankede dom blev stadfæstet med den ændring, at tvangstilbageholdelsen af appellanten i de nævnte perioder blev kendt ulovlig, mens tvangstilbageholdelsen i øvrigt blev kendt lovlig. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for landsretten.