Tvist om garanteret forrentning på pensionsforsikring - Danica Pension

Sagen drejer sig om en forsikringstagers påstand mod Danica Pension om, at selskabet er forpligtet til at anerkende en garanteret forrentning på mindst 4,5 % p.a. på pensionsforsikringer oprettet i det daværende Statsanstalten for Livsforsikring.

Sagens omstændigheder

• Klageren hævder at have oprettet pensionsordninger i Statsanstalten for Livsforsikring i årene 1985-1988 med en garanteret minimumsrente på 4,5 %.
• Klageren mener, at der i forbindelse med salget af Statsanstalten til Danica Pension blev sikret Statsanstaltens kunder en særlig garanti.
• Danica Pension afviser at have garanteret en rente på 4,5 %, men anfører, at der blev aftalt garanterede udbetalinger baseret på en rente på 4,5 %, mens bonustilskrivninger efter 1. juli 1996 har garanterede udbetalinger baseret på en lavere rente.
• Danica Pension henviser til Finanstilsynets bekendtgørelser om maksimal grundlagsrente som årsag til nedsættelsen af forrentningen.
• Klageren fastholder, at en indgået aftale om en forrentning på 4,5 % kun kan ændres ved enighed mellem parterne.

Parternes argumenter

• Klageren: Der blev ved oprettelsen af pensionsordningerne garanteret en minimumsrente på 4,5 %, og denne aftale kan ikke ensidigt ændres af Danica Pension.
• Danica Pension: Der er tale om en ydelsesgaranti baseret på en rente på 4,5 % for tegningsydelsen, men ikke en garanteret rente på 4,5 % p.a. Bonusreguleringen er foretaget i overensstemmelse med Finanstilsynets bekendtgørelser.

Dokumentation

• Klageren har ikke gemt de originale policer og kan derfor ikke dokumentere den garanterede rente.
• Danica Pension har fremlagt begæringer, der ikke omtaler forrentning, og anfører ikke at være i besiddelse af kopier af de originale policer.

Nævnet finder, at der foreligger en tvist af så principiel karakter, at den bør afgøres af domstolene. Nævnet kan herefter, jfr. § 4 i nævnets vedtægter, ikke viderebehandle sagen, hvorfor nævnet ikke kan afgøre sagen.