Tvist om forrentning af pensionsordning: Klager mod Danica Pension

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Danica Pension vedrørende forrentningen af en pensionsordning og dennes udbetaling ved pensionering.

Sagens baggrund og forløb

Klageren indgik pensionsaftaler med Statsanstalten for Livsforsikring (senere overtaget af Danica Pension) i perioden 1987 til 1999. Aftalerne indeholdt angiveligt en garanti om forrentning og bonusordning. Ved planlagt pensionering i 2024 konstaterede klageren, at den forventede pensionsudbetaling var væsentligt lavere end oplyst i prognoser fra 1999.

Klageren har anført, at pensionsordningen skulle have været forrentet med mindst 4,5 % p.a. (for oprindelig aftale) og 2,5 % p.a. (for forhøjelser efter 1. juli 1996). Klageren gør gældende, at Danica Pension i en periode på ca. 10 år kun har forrentet ordningen med en kontorente på 1,8 %, hvilket har medført et tab. Klageren bestrider desuden, at pensionsordningen er omfattet af et beregningsgrundlag G82 eller indplaceret i en rentegruppe D4 uden hans aftale.

Danica Pension har afvist klagen og anført, at klagerens pensionsaftale er en traditionel G82-ordning, hvor selskabet har givet tilsagn om garanterede ydelser opgjort med ordningens grundlagsrente. Selskabet har henvist til Højesterets dom U 2016.1487 H, som omhandler fortolkning af garantien på traditionelle pensionsordninger. Danica Pension har desuden oplyst, at klagerens ordning har stået uden indbetaling siden 2013, hvilket har påvirket prognoserne.

Forventet vs. faktisk udbetaling

Klageren forventede en højere udbetaling end den, der blev tilbudt:

Kontooversigt og forrentning

Klageren modtog først i september 2024 en kontooversigt for perioden 2012-2024, hvoraf det fremgår, at pensionsordningen i en længere periode blev forrentet med 1,8 % p.a. og senere med 6,0 % p.a. Klageren har anmodet Danica Pension om en specificeret redegørelse for forrentningen af pensionsopsparingen siden 1987, men selskabet har afvist at fremlægge oplysninger så langt tilbage.

Danica Pension har henvist til, at Finanstilsynets bekendtgørelser om grundlagsrente for livsforsikringsselskaber har medført ændringer i grundlagsrenten over tid, og at senere forhøjelser kan være oprettet med lavere garantier end de oprindelige 4,5 %.

Klageren får ikke medhold i sin klage mod Danica Pension. Ankenævnet finder ikke, at der i de fremlagte aftaledokumenter, dækningsoversigter eller breve er særlige holdepunkter for, at selskabet har afgivet en rentegaranti, der overstiger den, der indgår i den traditionelle G82-beregning. Nævnet lægger vægt på, at pensionsordningen er en traditionel G82-ordning, hvor selskabet forpligter sig til at betale bestemte ydelser, beregnet ud fra den aftalte grundlagsrente over hele ordningens løbetid, samt eventuel ugaranteret bonus. Det følger af Højesterets dom U 2016.1487 H, at der ikke ud af G82-beregningsgrundlaget kan udledes en forpligtelse for et pensionsselskab til hvert år at forrente forsikringstagerens løbende pensionsopsparing med en bestemt procentsats. En sådan garanti beror på den konkrete aftale, og der er ikke fundet særlige holdepunkter for en sådan aftale i denne sag. Nævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at selskabet har forrentet hans pensionsordning forkert i forhold til aftalegrundlaget og de offentligretlige regler for pensionsordninger af den type, der er tale om. Klagerens øvrige anbringender kan ikke føre til et andet resultat. Ankenævnet finder desuden, henset til sagens udfald og retspraksis, at der ikke er grundlag for at pålægge selskabet at dække klagerens udgifter til advokatbistand.