Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Resultat
Sted
Emner
Dokument
Denne sag omhandler en ansøgning om gældssanering, hvor Skifteretten i Kolding den 23. januar 2013 havde afsagt kendelse til fordel for ansøgeren.
Danske Bank A/S kærede Skifterettens kendelse med påstand om, at gældssanering skulle nægtes. Subsidiært anmodede banken om, at sagen blev hjemvist til fornyet behandling med henblik på forhøjelse af dividenden.
Bankens primære argumenter var:
Ansøgeren påstod, at Skifterettens kendelse skulle stadfæstes. Hendes argumenter var:
Landsretten afsagde kendelse om gældssanering, hvor Skifterettens oprindelige kendelse blev ophævet og sagen hjemvist til fornyet behandling.
Landsretten henviste til Gældssaneringsbekendtgørelsen § 10, som undtagelsesvist tillader fradrag af rimelige udgifter til ganske særlige behov for skyldneren eller dennes husstand ved opgørelse af nettoindkomst.
Skifterettens kendelse blev ophævet, og sagen blev hjemvist til skifteretten med henblik på udarbejdelse af et eventuelt nyt gældssaneringsforslag. Kæreafgiften skulle tilbagebetales til ansøgeren.
Skal du afdrage på gæld eller trækkes i løn som betaling for din gæld? Kender vi alle dine indtægter og udgifter? Det kan have betydning for det beløb, du skal betale af på din gæld.
Sagen omhandler en klager, der i indkomståret 2013 arbejdede som lægevikar i Norge og var fuldt skattepligtig til Danmark. Hovedspørgsmålene var, om klagerens indkomst fra Norge skulle kvalificeres som lønindkomst eller indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed, og om der var fradrag for udgifter til et engelsksproget uddannelsesforløb for klagerens søn.
Klageren indgik to aftaler med [by2] Kommune, Norge: en "Individuell avtale om allmennpraksis" og en "Arbeidsavtale - Midlertidig arbeidsforhold" som ferievikar. Ifølge den individuelle aftale modtog klageren ikke basistilskud/fast månedsløn, men løn og godtgørelse i henhold til gældende takster og feriepenge. Kommunen stillede lokaler, personale, telefon, udstyr og forbrugsmaterialer til rådighed. Klageren modtog desuden betalinger direkte fra patienterne (egenandele) og refusion fra Helseøkonomiforvaltningen (HELFO).
En kræftpatient har fået afslag på tilskud til omfattende tandbehandlinger til over 60.000 kroner, da ti års fravær fra tandlægen umuliggjorde bevis for årsagssammenhæng med kemoterapi.
Region havde ikke indhentet journal fra seneste kræftbehandlingsforløb, ligesom regionen ikke havde foretaget en spytmåling. Regionen kan heller ikke kræve, at der er dokumenteret årsagssammenhæng mellem en nedsat spytproduktion og sygdomsbehandlingen.
Klagerens indtægter fra Norge i perioden var som følger:
| Indtægtstype | NOK | DKK |
|---|---|---|
| Løn fra [by2] Kommune og [by4] Politi | 99.135 | 93.707 |
| Skattefri kørselsgodtgørelse | 6.448,40 | 5.610 |
| Indtægt fra Helseøkonomiforvaltningen | 101.877 | 92.805 |
| Løn fra Omsorgskontoret (patienters egenandel) | 12.460 | 11.539 |
| Egenbetaling fra patienter | 37.723 | 35.131 |
| Salg af medicin | 394,20 | 367 |
SKAT havde anset klagerens indkomst fra Norge for vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. Indkomsten fra de norske kommuner og HELFO blev anset for omfattet af Dobbeltbeskatningsoverenskomsten (Norden) artikel 19_artikel_19), mens indtægten fra patienternes egenbetaling var omfattet af Dobbeltbeskatningsoverenskomsten (Norden) artikel 22_artikel_22). SKAT beskattede indkomsten fra HELFO efter den subsidiære beskatningsret i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten (Norden) artikel 26, stk. 2_artikel_26), da Norge ikke havde beskattet den. SKAT godkendte ikke fradrag for uddannelsesomkostninger for klagerens søn, idet de anså udgiften for privat, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.
Klageren nedlagde påstand om, at indkomsten fra Norge udgjorde indkomst fra selvstændigt erhverv, og at der skulle godkendes fradrag for uddannelsesomkostningerne. Klageren argumenterede for, at hans situation adskilte sig fra tidligere domme (f.eks. SKM2004.443.LSR, SKM2009.809.LSR, SKM2015.24.H), da han havde en "egen driftsaftale" og bar en væsentlig økonomisk risiko. Han fremhævede, at han selv bestemte arbejdstider, ikke var garanteret minimumsindtægt, afholdt betydelige udgifter (rejse, bil, mobil, medicinsk udstyr, forsikring, inddrivelse af egenbetaling) og selv tilrettelagde arbejdet. Han påpegede, at de "feriepenge" han modtog, ikke var relateret til afholdelse af ferie, men udbetaltes samtidig med hovedstolen. Vedrørende uddannelsesomkostningerne for sønnen fastholdt klageren, at udgiften var nødvendig for at vedligeholde en indtægt som konsulent i Armenien, som han også havde i 2013, og som forudsatte villighed til en ny udstationering.
SKAT fastholdt sin afgørelse og henviste til, at sagen ikke adskilte sig fra lignende sager, og at kommunen dækkede de fleste udgifter. SKAT mente ikke, at klageren havde afholdt væsentlige erhvervsmæssige omkostninger, der var atypiske for lønmodtagerforhold. SKAT fastholdt, at ansættelsen ved kommunen var adgangsgivende for indkomsterne fra HELFO og patienternes egenbetaling.
Sagen omhandler Landsskatterettens vurdering af en klagers betalingsevne og fastsættelse af en afdragsordning for gæld t...
Læs mereSagen omhandler Skattestyrelsens skønsmæssige forhøjelse af klagerens personlige indkomst for indkomståret 2017, nægtels...
Læs mere