Helbredstillæg og båndlagt arv: Vurdering af formuegrænse
Dato
11. juli 2013
Eksterne links
Læs hele sagenJuridisk område
Gammelførtidspensionloven
Emner
Båndlagt arv, Helbredstillæg, Formuegrænse
Lovreferencer:
En førtidspensionist fik af kommunen inddraget sit helbredstillæg med udløb 31. december 2006. Begrundelsen var, at hendes og samleverens samlede formue oversteg formuegrænsen på 58.200 kr. Pensionistens advokat klagede og gjorde gældende, at en båndlagt formue ikke kunne betragtes som likvid, da den var urørlig og ikke umiddelbart anvendelig.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. De begrundede dette med, at båndlagt arv skulle betragtes som likvid formue i relation til pensionsloven, da arvtager altid kunne ansøge Statsforvaltningen om hel eller delvis frigivelse til dækning af udgifter til eget bedste. Nævnet lagde også vægt på, at der løbende blev udbetalt renter af den båndlagte arv.
Advokaten klagede igen og anførte, at der var ansøgt om frigivelse i den konkrete sag, men at Skifteretten havde fastholdt båndlæggelsen, dog med accept af trinvis udbetaling af den båndlagte tvangsarv. Under behandlingen indhentede Ankestyrelsen en udtalelse fra Civilstyrelsen, som oplyste, at båndlagt arv kunne frigives, hvis det var en velfærdssag for arvingen, arven var af ringe værdi, eller båndlæggelsen ikke tjente et rimeligt formål. Dette gjaldt både tvangsarv og friarv. Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, hvorvidt båndlagt formue var likvid i pensionslovens forstand ved ansøgning om helbredstillæg.
Førtidspensionisten var ikke berettiget til helbredstillæg. Ankestyrelsen fastholdt, at helbredstillæg ikke kunne udbetales, hvis pensionistens og eventuel ægtefælle eller samlevers samlede formue oversteg formuegrænsen.
Ankestyrelsen vurderede, at den båndlagte arv skulle betragtes som likvid formue i pensionslovens forstand. Dette skyldtes, at pensionisten kunne søge Statsforvaltningen om at få frigivet arven, og at frigivelse blandt andet kunne ske, når det var en velfærdssag for arvingen. Denne mulighed gjaldt både for tvangsarv og friarv.
Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn, og afgørelsen var i overensstemmelse med Gammelførtidspensionloven § 19.
Lignende afgørelser