Afgørelse om nægtelse af udlevering af advokatbeskikkelse efter konkurs

Sagen omhandler en advokats ansøgning om at få udleveret sin advokatbeskikkelse efter en konkurs, som Justitsministeriet har nægtet at imødekomme. Sagsøgeren deponerede sin advokatbeskikkelse den 6. juli 1995, dagen før hans bo blev taget under konkursbehandling den 7. juli 1995. Konkursbehandlingen blev afsluttet den 23. juli 1997. Sagsøgeren har gentagne gange i perioden fra 1997 til 2005 ansøgt Justitsministeriet om at få sin beskikkelse udleveret.

Sagens Baggrund

Justitsministeriet har ved flere afgørelser, senest den 12. marts 2003 og 4. juli 2005, nægtet at udlevere beskikkelsen. Begrundelsen har været en henvisning til Retsplejeloven § 140, stk. 3, som giver ministeriet mulighed for at nægte udlevering, hvis der fortsat består anmeldte krav, der kan gøres gældende mod den pågældende. Ministeriet har lagt til grund, at der fortsat bestod anmeldte krav af en ikke ubetydelig størrelse mod sagsøgeren.

Sagsøgers Påstande og Argumenter

Sagsøgeren har sagsøgt Justitsministeriet med en principal påstand om, at ministeriet tilpligtes at udlevere advokatbeskikkelsen, og en subsidiær påstand om hjemvisning. Sagsøgeren har argumenteret for, at Retsplejeloven § 140, stk. 3 ikke er anvendelig i nærværende sag, da deponeringen af beskikkelsen skete før konkursdekretet blev afsagt. Selv hvis bestemmelsen finder anvendelse, mener sagsøgeren, at han er berettiget til at få beskikkelsen udleveret, da der ikke er risiko for en ny konkurs eller økonomisk afhængighed til kreditorer. Sagsøgeren har desuden anført, at Justitsministeriet har tilsidesat grundlæggende forvaltningsretlige principper ved at ændre en "kan"-regel til en "skal"-regel og ved ikke at vurdere betydningen af sagsøgerens arbejde som autoriseret advokatfuldmægtig siden 1995. De øvrige betingelser for udlevering af beskikkelsen, jf. Retsplejeloven § 137 sammenholdt med Retsplejeloven § 119, stk. 2, er ifølge sagsøgeren opfyldt.

Justitsministeriets Praksis og Argumenter

Justitsministeriet har principalt påstået frifindelse og subsidiært hjemvisning. Ministeriet har fastholdt sin praksis om, at en advokatbeskikkelse kun udleveres efter en konkurs, hvis det dokumenteres, at der ikke længere består anmeldte krav. Ministeriet har henvist til, at sagsøgerens gæld fortsat var betydelig (over 5-6 mio. kr. ifølge sagsøger selv i 2003), og at de anmeldte krav var af en ikke ubetydelig størrelse. Ministeriet har argumenteret for, at frivillig deponering dagen før konkurs ikke forhindrer anvendelsen af Retsplejeloven § 137 og Retsplejeloven § 140, stk. 3, da retten til at udøve advokatvirksomhed automatisk bortfalder ved konkurs. De samfundsmæssige hensyn bag de strenge krav til advokatbeskikkelse vejer tungt, og formålet med Retsplejeloven § 140, stk. 3 er at undgå, at kreditorernes krav anfægter advokatens uafhængighed.

Sagsøgers Forklaring

Sagsøgeren har forklaret, at han drev advokatvirksomhed i personligt regi indtil 1994, hvor han omdannede den til et anpartsselskab. Økonomiske problemer, delvist relateret til et villabyggeri, førte til konkursrekvisitionen. Han deponerede frivilligt sin beskikkelse. Siden 1995 har han været ansat som advokatfuldmægtig. Han har en aktuel gæld på ca. 3,5 mio. kr. med renter og har ikke kunnet opnå gældssanering, da hans pensionsmidler i så fald ville indgå heri.

Landsrettens Begrundelse og Afgørelse

Landsretten fastslog, at Retsplejeloven § 140, stk. 3 fandt anvendelse i sagen, idet sagsøgeren deponerede sin advokatbeskikkelse dagen før konkursdekretet blev afsagt. Bestemmelsen giver Justitsministeriet mulighed for at afslå udlevering af en advokatbeskikkelse, hvis der fortsat består anmeldte krav, der kan gøres gældende mod den pågældende.

Landsretten bemærkede, at Justitsministeriets faste praksis er, at en advokatbeskikkelse kun udleveres efter en konkurs, hvis det dokumenteres, at der ikke længere består anmeldte krav. Ministeriet havde i sine afgørelser lagt vægt på, at sagsøgerens personlige gæld fortsat oversteg 5-6 mio. kr., og at der fortsat bestod anmeldte krav af en ikke ubetydelig størrelse, selvom der var forløbet omkring 10 år siden konkursen.

Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som Justitsministeriet havde udøvet i sagen. Ministeriet havde lagt vægt på lovlige og saglige kriterier, herunder gældens størrelse og det forhold, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de anmeldte krav ikke længere bestod. Landsretten afviste sagsøgerens argument om, at ministeriet havde tilsidesat forvaltningsretlige principper ved at ændre en "kan"-regel til en "skal"-regel, idet ministeriets afgørelser også havde inddraget konkrete hensyn til gældens aktuelle størrelse.

Afgørelse

Justitsministeriet blev frifundet. Statskassen blev pålagt at betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til Justitsministeriet til dækning af advokatudgifter.