Mellemkommunal refusion - Samlet støtte i eget hjem sidestilles med boform

NN, der er diagnosticeret med paranoid skizofreni og modtager førtidspension, flyttede i 2009-2010 fra et botilbud efter Serviceloven § 107 til egen bolig. Her modtager han et samlet støttetilbud, der inkluderer individuel personlig støtte, beskyttet beskæftigelse og et aktivitets- og samværstilbud.

B Kommune, som er betalingskommune, afgjorde i december 2010, at der ikke var ret til refusion. Kommunen vurderede, at den samlede hjælp i eget hjem havde et for beskedent omfang til at sidestilles med ophold i en boform. Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y tiltrådte denne afgørelse.

A Kommune klagede over nævnets afgørelse. De argumenterede for, at den ydede hjælp samlet set var så omfattende, at den trådte i stedet for eller kunne sidestilles med ophold i en boform. De fremhævede, at personaledækningen i opgangsfællesskabet og aktivitets- og samværstilbuddet varetages af kommunale specialvejledere.

Ankestyrelsen ændrede Det Sociale Nævns afgørelse. Det blev fastslået, at den samlede støtte, som NN modtager i eget hjem, træder i stedet for og kan sidestilles med ophold i en boform, der er oprettet efter serviceloven. Dette betyder, at A Kommune har fortsat ret til refusion fra B Kommune.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at den samlede støtte har et sådant omfang og en sådan karakter, at den kan sidestilles med en boform omfattet af Retssikkerhedsloven § 9c, stk. 2, nr. 1-4.

Det blev fremhævet, at aktivitets- og samværstilbuddet varetages af kommunale specialvejledere, som normalt yder hjælp efter Serviceloven § 85. Ankestyrelsen vurderede, at alternativet til de oplyste støtteforanstaltninger måtte formodes at være ophold i en regulær boform. Vurderingen inddrog, at ophold i egen bolig kan danne grundlag for refusion, hvis situationen kan sidestilles med ophold i en institution/boform, og der ydes hjælp, der dækker det samme behov.

Ankestyrelsen bemærkede desuden, at bestemmelsen i Retssikkerhedsloven § 9c, stk. 2, nr. 5 har til formål at medvirke til fleksibilitet og modvirke, at formelle krav til organisering er en hindring for at udvikle nye tilbudsformer.