Højesteret stadfæster dom om nedregulering af kombiterminaltakster

Sagen omhandler gyldigheden af et påbud fra Jernbanenævnet til DB Cargo Scandinavia A/S om nedsættelse af takster for serviceydelser ved kombiterminalerne i Høje Taastrup og Taulov. Påbuddet blev udstedt på Jernbanenævnets eget initiativ som led i dets tilsynsvirksomhed.

Sagens Baggrund

Jernbanenævnet udstedte den 18. september 2019 et påbud til DB Cargo Scandinavia A/S om at nedsætte taksterne for visse serviceydelser på kombiterminalerne i Høje Taastrup og Taulov med virkning fra den 1. oktober 2019. Begrundelsen var, at taksterne var fastsat højere end omkostningerne med tillæg af en rimelig fortjeneste, hvilket stred mod den dagældende kombiterminalbekendtgørelse. Påbuddet henviste også til nødvendigheden af at bringe takstniveauet i overensstemmelse med konkurrencesituationen.

Hovedspørgsmål

Det centrale spørgsmål for Højesteret var, om Jernbanenævnet havde den fornødne hjemmel til at udstede påbuddet alene med den begrundelse, at taksterne var i strid med Kombiterminalbekendtgørelsen § 7, stk. 1, eller om det var en yderligere betingelse, at nævnet skulle foretage en analyse af konkurrencemæssige forhold på markedet.

Parternes Anbringender

Jernbanenævnets Anbringender

Jernbanenævnet anførte, at påbuddet havde hjemmel i:

• Jernbaneloven § 103, stk. 1 og stk. 3.
• Kombiterminalbekendtgørelsen § 8, stk. 5 og § 12, stk. 1.
• Bekendtgørelsen om Jernbanenævnet § 4.

Nævnet fremhævede, at afgørelsen var i overensstemmelse med Direktiv 2012/34/EU (om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde), særligt artikel 56, stk. 9, som giver tilsynsorganer beføjelse til at handle på eget initiativ for at korrigere markedsforvridning. De mente ikke, at yderligere undersøgelser af konkurrencesituationen var en betingelse for påbuddets gyldighed.

DB Cargo Scandinavias Anbringender

DB Cargo Scandinavia A/S gjorde gældende, at Jernbanenævnet ikke havde kompetence til at nedsætte taksterne alene med hjemmel i Kombiterminalbekendtgørelsen § 7, stk. 1 uden en forudgående analyse af konkurrencesituationen på det relevante marked. De anførte, at påbuddet led af væsentlige begrundelsesmangler, da det ikke klart fremgik, at hjemlen alene var § 7, stk. 1. Desuden bestred de den anvendte "år X+2-regel" for periodisering af omkostninger som uhjemlet og i strid med gældende regler. Endelig mente de, at en individuel vurdering af taksterne for hver enkelt serviceydelse var i strid med jernbaneloven og direktivet.

Højesteret stadfæstede byrettens dom og frifandt Jernbanenævnet. Retten fandt, at Jernbanenævnet havde hjemmel til at udstede påbuddet om nedsættelse af taksterne for kombiterminalerne i Høje Taastrup og Taulov. Denne hjemmel fulgte af den dagældende Jernbaneloven § 103, stk. 1, jf. stk. 3, sammenholdt med Bekendtgørelsen om Jernbanenævnet § 4, Kombiterminalbekendtgørelsen § 7, stk. 1, jf. stk. 3, Kombiterminalbekendtgørelsen § 8, stk. 5, og Kombiterminalbekendtgørelsen § 12, stk. 1. Det var ikke en yderligere betingelse, at nævnet foretog en analyse af konkurrencemæssige forhold. Højesteret fandt endvidere, at den anvendte periodiseringsregel (år X+2-reglen) var berettiget, og at taksterne skulle vurderes individuelt for hver enkelt serviceydelse i henhold til Kombiterminalbekendtgørelsen § 7, stk. 2 og Kombiterminalbekendtgørelsen § 8, stk. 2. Påbuddet blev ikke anset for ugyldigt på grund af begrundelsesmangler. På grund af uklarheder i Jernbanenævnets afgørelse og sagens forløb blev ingen af parterne pålagt at betale sagsomkostninger til den anden part for sagens behandling ved domstolene.