Fortolkning af direktiv 2012/34/EU: Afgifter for jernbaneinfrastruktur og tilsynsorganets beføjelser

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 32, stk. 1, og artikel 56, stk. 2, i direktiv 2012/34/EU om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde. Sagen er anlagt af AS "LatRailNet" og VAS "Latvijas dzelzceļš" (LD) mod Valsts dzelzceļa administrācija (national jernbanemyndighed, Letland) vedrørende anfægtelsen af to afgørelser vedtaget af sidstnævnte myndighed.

LatRailNet, som varetager jernbaneinfrastrukturforvalterens væsentlige funktioner, godkendte en afgiftsordning for passagertransport, der blev leveret i henhold til en kontrakt om offentlig tjeneste. Den nationale jernbanemyndighed pålagde LatRailNet at ændre afgiftsordningen, hvilket LatRailNet anfægtede.

LD indgav en klage over ændringerne af afgiftsordningen, som blev afvist af den nationale jernbanemyndighed. LD anfægtede også denne afgørelse.

De præjudicielle spørgsmål drejer sig om:

• Hvorvidt tilsynsorganet har beføjelse til at pålægge ændringer i afgiftsordningen, der ikke vedrører forskelsbehandling.
• Hvorvidt tilsynsorganet kan fastsætte betingelser for disse ændringer.
• Hvorvidt forpligtelsen til at sikre jernbanemarkedssegmenternes størst mulige konkurrenceevne også finder anvendelse på markedssegmenter uden konkurrence.

Administratīvā rajona tiesa (distriktsdomstol i forvaltningsretlige sager) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen de præjudicielle spørgsmål.

Afgørelse

Domstolen fastslog:

1. Artikel 56 i direktiv 2012/34 giver tilsynsorganet beføjelse til at vedtage en afgørelse, der pålægger jernbaneinfrastrukturforvalteren at indføre ændringer i infrastrukturafgiftsordningen, også selvom disse ændringer ikke vedrører forskelsbehandling af ansøgere.
2. Artikel 56 i direktiv 2012/34 skal fortolkes således, at de betingelser, som kan indføres i en afgiftsordning, og som et tilsynsorgan har beføjelse til at pålægge den virksomhed, som udøver jernbaneinfrastrukturforvalterens væsentlige funktioner, skal være begrundet i en tilsidesættelse af direktiv 2012/34 og være begrænset til at afhjælpe situationer med uforenelighed og ikke kan omfatte hensigtsmæssighedsvurderinger ved dette organ, som gør indgreb i denne forvalters skønsmargen.
3. Artikel 32, stk. 1, i direktiv 2012/34 finder anvendelse på jernbanemarkedssegmenter uden konkurrence, herunder når de drives af en operatør af offentlig trafikbetjening med eneret i henhold til en kontrakt om offentlig tjeneste.

Begrundelse

Domstolen begrundede sin afgørelse med:

• Artikel 56, stk. 6, i direktiv 2012/34 giver tilsynsorganet kompetence til at vurdere, om infrastrukturforvalterens afgifter er i overensstemmelse med direktivet, uden begrænsning til forskelsbehandling.
• Artikel 56, stk. 9, giver tilsynsorganet mulighed for at undersøge enhver overtrædelse af direktiv 2012/34 inden for en afgiftsordning, ikke kun forskelsbehandling.
• Tilsynsorganets beføjelse er ikke betinget af en klage og kan udøves af egen drift.
• Infrastrukturforvalterens uafhængighed skal vurderes i lyset af den balance, EU-lovgiver har indført mellem forvalteren og andre organer med beføjelser.
• Medlemsstaterne fastlægger de overordnede principper for afgifterne, mens infrastrukturforvalteren fastlægger og opkræver afgifterne.
• Tilsynsorganets legalitetskontrol må ikke gribe ind i infrastrukturforvalterens uafhængighed.
• Tilsynsorganets afgørelser skal være baseret på tilsidesættelse af bestemmelserne i direktiv 2012/34 eller forbud mod forskelsbehandling, og må ikke tilsidesætte forvalterens skønsmargen.
• Begrebet "konkurrenceevne" i artikel 32, stk. 1, adskiller sig fra "konkurrence" og vedrører jernbanesektorens konkurrenceevne i forhold til andre transportformer.
• Artikel 32, stk. 1, finder anvendelse på markedssegmenter uden konkurrence, herunder dem der drives af en operatør af offentlig trafikbetjening med eneret.
• Den omstændighed, at en operatør opfylder en forpligtelse til offentlig tjeneste og har eneret, udelukker ikke, at driften af segmentet kan opnå en vis grad af rentabilitet, som giver anledning til anvendelsen af tillæg.

Centrale EU-retlige principper

• Infrastrukturforvalterens uafhængighed:
  • Infrastrukturforvalteren skal have et vist råderum ved fastlæggelsen af afgifter for at kunne anvende dem som et forvaltningsredskab.
  • Denne uafhængighed gælder både i forhold til medlemsstaten og jernbanevirksomhederne.
• Tilsynsorganets rolle:
  • Tilsynsorganet skal sikre, at afgifterne er i overensstemmelse med direktiv 2012/34 og ikke indebærer forskelsbehandling.
  • Tilsynsorganet kan handle på eget initiativ for at forebygge forskelsbehandling og sikre overholdelse af direktivet.
• Kompetencefordeling:
  • Medlemsstaterne fastlægger de overordnede principper for afgifterne, mens infrastrukturforvalteren fastlægger og opkræver dem.
  • Tilsynsorganet kontrollerer legaliteten af afgifterne inden for rammerne af denne kompetencefordeling.
• Konkurrenceevne vs. Konkurrence:
  • Begrebet "konkurrenceevne" i artikel 32, stk. 1, vedrører jernbanesektorens konkurrenceevne i forhold til andre transportformer, ikke konkurrencen mellem jernbanevirksomheder.
• Anvendelse på markedssegmenter uden konkurrence:
  • Artikel 32, stk. 1, finder anvendelse på markedssegmenter uden konkurrence, herunder dem der drives af en operatør af offentlig trafikbetjening med eneret.

Betydning for EU-retten

• Dommen præciserer omfanget af tilsynsorganets beføjelser og infrastrukturforvalterens uafhængighed i forbindelse med fastlæggelse af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur.
• Den fastslår, at tilsynsorganet kan gribe ind, selvom der ikke er tale om forskelsbehandling, og at kravet om at sikre jernbanemarkedssegmenternes konkurrenceevne også gælder for segmenter uden konkurrence.
• Dommen bidrager til at sikre en effektiv og ikke-diskriminerende anvendelse af jernbaneinfrastrukturen i EU.