Krænkelse af brugsmodel og patent vedrørende tvangsstyring af sættevogns baghjul

Denne sag omhandler en tvist mellem Sagsøger A/S og VM Tarm A/S vedrørende påstået krænkelse af patent- og brugsmodelrettigheder for et styresystem til sættevogne. Sagen blev oprindeligt anlagt ved Sø- og Handelsretten den 15. marts 2003, men blev henvist til Vestre Landsret den 29. september 2003.

Sagens Baggrund

DLG (Dansk Landbrugs Grovvareselskab) udtrykte i 1994/1995 interesse for sættevogne, hvis bagaksler kunne manøvreres selvstændigt for at forbedre manøvredygtigheden på trange steder, især ved foderlevering på gårde. Sagsøger A/S (dengang Virk. A/S) påtog sig opgaven med at udvikle et sådant system, da der ikke umiddelbart var et godkendt system på markedet.

Udvikling og Godkendelse

Sagsøger A/S indledte en dialog med Færdselsstyrelsen om udviklingen af et hydraulisk styresystem til sættevognens bagaksler. Systemet skulle automatisk fastlåse akslerne ved hastigheder over ca. 40 km/t, men give chaufføren mulighed for manuelt at styre akslerne ved lavere hastigheder via en elektrisk kontakt i førerhuset. Færdselsstyrelsen stillede en række betingelser for godkendelse, herunder krav om hastighedsbegrænsning, mekanisk lås på drejelige aksler, og en fejlanalyse af en uafhængig teknisk institution.

Efter flere henvendelser og prøvekørsler meddelte Færdselsstyrelsen den 15. december 1995 en etårig midlertidig godkendelse under specifikke forudsætninger, herunder etablering af et system til hastighedsbegrænsning og montering af mekaniske låse. Den 6. marts 1997 godkendte Færdselsstyrelsen den treakslede sættevogn med styresystemet endeligt.

Rettighedsoverdragelse og Registrering

I 1996 gik Virk. A/S i betalingsstandsning, og Sagsøger A/S erhvervede rettighederne til projektet, herunder immaterielle rettigheder, for 20.000 kr. Den 13. september 1996 indleverede Sagsøger A/S et brugsmodelskrift med anmodning om prøvning, og den 26. juni 2002 blev dette fulgt op af en patentansøgning. Patentet blev godkendt under nr. DK/EP 0925217, og brugsmodellen under nr. 9600308.

Krænkelsespåstand og Forsvar

Sagsøger A/S gjorde gældende, at VM Tarm A/S havde krænket deres rettigheder ved at producere et produkt, der svarede til det patent- og brugsmodelbeskyttede system. VM Tarm A/S erkendte at have produceret et tilsvarende produkt, men gjorde gældende, at patentet og brugsmodelregistreringen ikke var gyldige på grund af manglende nyhedsværdi og opfinderhøjde. VM Tarm A/S henviste blandt andet til et hollandsk firma, Tridec, som angiveligt havde solgt lignende styresystemer siden 1995, og til offentliggørelse af systemet forud for Sagsøger A/S's ansøgning.

Sagsøger A/S nedlagde påstand om, at VM Tarm A/S skulle ophøre med fremstilling og forhandling af de krænkende sættevogne, tilintetgøre reklamemateriale, idømmes straf i medfør af Brugsmodelloven § 39, stk. 2 og Patentloven § 57, stk. 2, samt betale vederlag og erstatning på minimum 680.000 kr. i medfør af Brugsmodelloven § 40 og Patentloven § 58.

VM Tarm A/S påstod principalt frifindelse og subsidiært frifindelse for straf- og erstatningspåstandene, eller at et mindre beløb skulle tilkendes.

Landsrettens Afgørelse og Begrundelse

Landsretten fandt, at VM Tarm A/S havde produceret et produkt, der krænker Sagsøger A/S's registrerede brugsmodel og patentrettigheder vedrørende et anlæg til tvangsstyring af bagaksler på sættevogne.

Patentets Gyldighed

Da VM Tarm A/S ikke formelt havde nedlagt påstand om patentets ugyldighed, kunne landsretten ikke tage stilling til, om patentet var ugyldigt som følge af manglende opfinderhøjde eller nyhedsværdi, jf. Patentloven § 61.

Brugsmodellens Gyldighed

Det påhvilede VM Tarm A/S at godtgøre, at Sagsøger A/S's frembringelse ikke opfyldte kravene i Brugsmodelloven § 3 om nyhed og tydelig adskillelse fra kendt teknik. Landsretten fandt, at VM Tarm A/S ikke havde ført tilstrækkeligt bevis herfor, hverken gennem fremlæggelse af det hollandske patentbevis, brochuremateriale fra Tridec, eller vidneforklaringer.

Det blev heller ikke godtgjort, at den brug eller fremvisning af sættevogne med det omhandlede anlæg, der skete forud for indleveringen af brugsmodelskriftet, havde en sådan karakter, at en sagkyndig kunne udøve opfindelsen. Der var ikke ført bevis for, at der var sket en nyhedsskadende offentliggørelse af opfindelsen, der ville forhindre registrering.

På dette grundlag blev det lagt til grund, at Sagsøger A/S har en gyldig brugsmodelregistrering, og at VM Tarms produktion og salg af sættevogne med tilsvarende anlæg udgjorde en krænkelse af disse rettigheder.

Vederlag og Erstatning

VM Tarm A/S, der efter bevisførelsen var bekendt med Sagsøger A/S's rettigheder, skulle betale vederlag og erstatning i anledning af krænkelsen, jf. Patentloven § 58, stk. 1 og Brugsmodelloven § 40.

Det blev ikke godtgjort, at VM Tarm A/S havde produceret mere end tre sættevogne med det omhandlede system. Vederlaget og erstatningen blev derfor opgjort med udgangspunkt i Sagsøger A/S's mistede dækningsbidrag for tre tilsvarende sættevogne og fastsat skønsmæssigt til 400.000 kr.

Straf

Krænkelsen blev ikke fundet at have en sådan karakter, at det var fornødent at idømme VM Tarm A/S straf i medfør af Brugsmodelloven § 39, stk. 2 og Patentloven § 57, stk. 2.

Sagsomkostninger

VM Tarm A/S blev pålagt at betale sagsomkostninger på 75.000 kr. til Sagsøger A/S, forrentet efter Renteloven § 8a. Beløbet dækkede udgifter til advokatbistand, retsafgift, vidneførsel og materialeindsamling. Landsretten lagde vægt på, at Sagsøger A/S i det væsentligste havde vundet sagen.