Sag om indbrudstyveri behandlet som simpelt tyveri
Dato
19. februar 2001
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Familie
Afgørelse
Delvis medhold
Firma navn
Tryg Forsikring
Dokument
Lovreferencer
Klageren anmeldte et indbrudstyveri til Tryg-Baltica Forsikring. Selskabet behandlede sagen som simpelt tyveri, da der ikke var tegn på opbrud, og håndværkere havde haft adgang til lejligheden. Klageren anførte, at døren var låst, da hun forlod lejligheden, og at indbrudstyve ofte efterlader døren ulåst som flugtvej.
Selskabet begrundede sin afgørelse med, at det ikke var godtgjort, at tyveriet var sket, mens boligen var aflåst, og henviste til dækningsskemaets kolonne D om simpelt tyveri, hvor penge og smykker ikke er dækket. For de stjålne cd'er tilbød selskabet genlevering eller kontant erstatning svarende til gennemsnitsprisen for genlevering.
Klageren bestred selskabets sagsfremstilling og anførte, at en låst dør kan åbnes uden at efterlade mærker, og at det forhold, at en nøgle var deponeret hos boligforeningens formand, ikke beviser simpelt tyveri. Klageren krævede 5.625 kr. for smykker, 2.000 kr. for kontanter og 8.525 kr. for 62 cd'er.
Selskabet, Tryg-Baltica Forsikring, skal anerkende, at klageren har været udsat for et indbrudstyveri, og skal udbetale erstatning efter reglerne herom, med tillæg af renter efter forsikringsaftalelovens § 24.
Klagen kan ikke i øvrigt tages til følge.
Nævnet fandt det godtgjort, at ejendommen var forsvarligt aflåst, og at der ikke var grundlag for at antage, at en sikret person havde tilsidesat pålægget om forsvarlig aflåsning ved en forsømmelse. Selskabet havde derfor uberettiget behandlet det anmeldte indbrudstyveri som et simpelt tyveri.
Det fremgår af forsikringsbetingelserne, at selskabet kan erstatte en skade ved at levere genstande svarende til de skaderamte. Selskabet havde tilbudt klageren genlevering af cd'er. Nævnet lagde til grund, at selskabet ville kunne genlevere nye cd’er svarende til de stjålne til en gennemsnitspris på 90 kr. pr. stk. inden for genleveringsfristen på 14 dage, og nævnet kunne derfor ikke pålægge selskabet at udbetale yderligere erstatning for cd’erne.
Lignende afgørelser