Dom for dokumentfalsk og udvisning ved brug af falsk arbejdskontrakt under COVID-19

Sagen omhandler en tiltale mod T2, en polsk statsborger, for dokumentfalsk i forbindelse med indrejse i Danmark under COVID-19-epidemien. Anklagemyndigheden påstod fængselsstraf og ubetinget udvisning af Danmark med indrejseforbud.

Anklage og Påstande

T2 var tiltalt for overtrædelse af Straffeloven § 171, stk. 1, jf. Straffeloven § 23, jf. Straffeloven § 81 d, stk. 1. Anklagen lød på, at T2 den 25. oktober 2020 på Frøslev Grænseovergang havde gjort brug af en falsk arbejdskontrakt for at opnå et anerkendelsesværdigt formål med T1's indrejse i Danmark.

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængselsstraf og ubetinget udvisning i medfør af Udlændingeloven § 49, stk. 1, jf. Udlændingeloven § 24, nr. 1 og nr. 2, jf. Udlændingeloven § 22, nr. 9, med et af retten fastsat indrejseforbud efter Udlændingeloven § 32. Senere præciserede anklagemyndigheden påstanden om udvisning til Udlændingeloven § 49, jf. Udlændingeloven § 23, nr. 1, jf. Udlændingeloven § 22, nr. 9, med et indrejseforbud i 6 år i medfør af Udlændingeloven § 32, stk. 4, nr. 4.

Tiltaltes Forhold og SIRI's Udtalelse

T2 nægtede sig skyldig i tiltalen. Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) afgav udtalelser om udvisningsspørgsmålet, hvoraf det fremgik, at T2 blev bopælsregistreret i CPR den 22. september 2014 og fik registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen samme dato. SIRI kunne ikke med sikkerhed konstatere, om T2 havde opnået tidsubegrænset opholdsret, men oplyste, at opholdets længde i relation til udvisningsbestemmelserne ville regnes fra den 22. september 2014, jf. Udlændingeloven § 27, stk. 1.

SIRI vurderede, at hvis T2 havde opnået tidsubegrænset opholdsret, skulle udvisningsbetingelserne søges i Udlændingeloven § 23, nr. 1, jf. Udlændingeloven § 22, nr. 9. Hvis ikke, skulle betingelserne søges i Udlændingeloven § 24, nr. 1, jf. Udlændingeloven § 22, nr. 9 og Udlændingeloven § 24, nr. 2.

T2 havde været frihedsberøvet siden den 26. oktober 2020.

Rettens Afgørelse

Retten afsagde den 18. november 2020 skyldkendelse og fandt T2 skyldig i dokumentfalsk. Det blev lagt til grund, at den falske arbejdskontrakt var fremstillet af T2 med det formål, at T1 kunne indrejse i Danmark under COVID-19-epidemien, og at T2 overdrog kontrakten til T1, som foreviste den for politiet.

Strafudmåling og Udvisning

Straffen blev fastsat til fængsel i 80 dage i henhold til Straffeloven § 171, stk. 1, jf. Straffeloven § 23, jf. Straffeloven § 81 d, stk. 1. Retten lagde vægt på forholdets karakter og at det var omfattet af straffelovens § 81 d, stk. 1, nr. 1.

Udvisningspåstanden blev taget til følge, da udvisningen ikke med sikkerhed ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser. Retten fandt, at betingelserne i Udlændingeloven § 49, stk. 1, jf. Udlændingeloven § 23, nr. 1, jf. Udlændingeloven § 22, nr. 9 var opfyldt. Kriminaliteten blev anset for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse under COVID-19-epidemien, jf. Opholdsdirektivet 2004/38/EF, artikel 27, stk. 2, 2. led.

Retten vurderede, at T2's tilknytning til Danmark ikke var af en sådan karakter, at udvisning ville stride mod proportionalitetsprincippet i Opholdsdirektivet 2004/38/EF, artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1.

Indrejseforbuddet blev fastsat til 4 år i medfør af Udlændingeloven § 32, stk. 4, nr. 2, regnet fra udrejsen eller udsendelsen. T2 blev pålagt at betale sagens omkostninger.