Dom for forsøg på svig med COVID-19 lønkompensation; Spørgsmål om udvisning

Sagen omhandler tiltalte T, indehaver af transportvirksomheden Firma1, som var anklaget for svigagtigt at have ansøgt Erhvervsstyrelsen om lønkompensation under Covid-19-epidemien. Anklagemyndigheden rejste tiltale for to forhold, hvor T i marts 2020 indsendte ansøgninger om lønkompensation for i alt 12 personer, med et samlet beløb på 810.000 kr.

Anklager og påstande

Anklagemyndigheden påstod straf for overtrædelse af Straffeloven § 289, jf. Straffeloven § 289a, stk. 1, samt Straffeloven § 171, jf. Straffeloven § 172, stk. 2, og Straffeloven § 89. Dette skyldtes, at ansøgningerne var baseret på falske ansættelseskontrakter, og at flere af de angivne medarbejdere enten ikke var hjemsendt eller ikke reelt ansat. Erhvervsstyrelsen opdagede svindlen, og beløbene blev derfor ikke udbetalt.

Anklagemyndigheden nedlagde principalt påstand om udvisning af tiltalte i medfør af Udlændingeloven § 49, stk. 1, jf. Udlændingeloven § 22, nr. 6, med et indrejseforbud. Subsidiært påstod anklagemyndigheden en advarsel om udvisning i medfør af Udlændingeloven § 49, stk. 1, jf. Udlændingeloven § 24 b, stk. 1, og Udlændingeloven § 26, stk. 2.

Tiltaltes forsvar og vidneforklaringer

Tiltalte nægtede sig skyldig og forklarede, at han havde fulgt rådgivning fra en konsulent, V11, og at han havde tilbagekaldt ansøgningerne, da medarbejderne vendte tilbage til arbejde. Han mente, at han ikke havde forsøgt at opnå uberettiget støtte og stolede på V11's ekspertise.

Flere vidner, der var opført på ansøgningerne, afgav forklaringer, der modsagde tiltaltes. De nægtede at have været ansat hos Firma1, at have modtaget ansættelseskontrakter, eller at de underskrifter på kontrakterne, der blev fremlagt, var deres egne. Et vidne, V8, bekræftede dog at have givet tiltalte tilladelse til at underskrive en kontrakt på hans vegne.

Udlændingestyrelsen vurderede, at tiltaltes lange ophold i Danmark (ca. 16 år) og hans familieforhold (kæreste og to danske børn) betød, at en udvisning med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 2.

Skyldkendelse

Retten fandt tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet. Retten lagde vægt på vidnernes troværdige forklaringer, som fastslog, at flere af de angivne medarbejdere enten ikke var ansat eller ikke havde underskrevet de fremlagte ansættelseskontrakter. Det blev anset for bevist, at tiltalte afgav urigtige oplysninger med forsæt til at opnå uberettiget støtte, og at de strafbare handlinger var fuldbyrdet ved indgivelsen af ansøgningerne, uanset at de senere blev tilbagekaldt.

Strafudmåling

Straffen blev fastsat til fængsel i 9 måneder, jf. Straffeloven § 289, jf. Straffeloven § 289a, stk. 1, og Straffeloven § 171, jf. Straffeloven § 172, stk. 2, jf. Straffeloven § 89. Retten lagde vægt på lovovertrædelsernes karakter og omfang. Der blev ikke fundet grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste, grundet lovovertrædelsens alvor.

Udvisningsspørgsmålet

Betingelserne for udvisning i henhold til Udlændingeloven § 49, stk. 1, jf. Udlændingeloven § 22, nr. 6, blev fundet opfyldt. Imidlertid tildeltes tiltalte alene en advarsel om udvisning, jf. Udlændingeloven § 49, stk. 1, jf. Udlændingeloven § 24 b, stk. 1, og Udlændingeloven § 26, stk. 2. Dette skyldtes, at en udvisning med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, primært på grund af tiltaltes stærke tilknytning til Danmark og hans begrænsede tilknytning til hjemlandet.

Tiltalte blev pålagt at betale sagens omkostninger.