Sag om forældelse af krav på ulykkesforsikring

Klageren havde en ulykkesforsikring i Forsikringsaktieselskabet Allianz Nordeuropa og klagede over selskabets afvisning af at yde dækning for et anmeldt ulykkestilfælde. Selskabet afviste dækning med henvisning til, at kravet var forældet på anmeldelsestidspunktet.

Sagens omstændigheder

Den 3/12 1993 gled klageren på en fedtet trappe og slog baghovedet. Han konsulterede efterfølgende læge flere gange og blev henvist til en speciallæge i neuromedicin, der i en skrivelse af 19/1 1994 nævnte mistanke om subduralt hæmatom og konstaterede ophævet lugtesans.

Klageren anmeldte ulykken til selskabet den 15/10 1996. Selskabet meddelte den 1/7 1997, at kravet var forældet ved udgangen af 1995.

Arbejdsskadestyrelsen fastsatte méngraden til 10% og stationærtidspunktet til 17/12 1993.

Parternes argumenter

Selskabet fastholdt, at erstatningspligten var korrekt afvist i medfør af Forsikringsaftalelovens § 29.

Klagerens advokat anførte, at et krav først forfalder til betaling 14 dage efter, at selskabet har været i stand til at bedømme ulykkestilfældets virkninger. Advokaten mente, at kravet ikke kunne anses for forfaldet i 1993, da det på tidspunktet for speciallægens skrivelse var usikkert, om der blot var tale om et forbigående ødem.

Nævnet fandt, at det ikke var godtgjort, at klagerens krav var forældet ved anmeldelsen til selskabet i oktober 1996. Derfor bestemte nævnet, at Forsikringsaktieselskabet Allianz Nordeuropa skulle anerkende, at klagerens krav ikke var forældet ved modtagelsen af anmeldelsen den 21/10 1996.

Nævnet lagde vægt på, at det ikke var sandsynliggjort, at selskabet inden udgangen af 1993 ville have været i stand til at indhente de fornødne oplysninger til bedømmelsen af, om klageren havde et krav, som han ville kunne gøre gældende mod selskabet. Dette uanset Arbejdsskadestyrelsens oplysning om, at ulykkestilfældets følger var stationære den 17/12 1993.